Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

 Det daglige Arbejde. dertil. Derfor kartede og spandt Kvinderne den Uld, der var klippet af om Efteraaret, og naar de var færdige med den, tog de fat paa Hør og Blaar. Mange, ja maaske de fleste Steder vævede do selv Garnet til Lærred, Hvergarn og Vadmel, hvorved Arbejdet blev endnu mere. Belysningen til dette Arbejde var meget tarvelig. Vokset blev betalt for godt, til at man selv havde Raad til at bruge det. Tællen var ogsaa for dyr; der var kun lidt i Faarene, og don fandt blandet mod Gaasefedt Anvendelse til at smøres paa Brød. Man støbte derfor kun saa mange Lys, som man behøvede til Juleaften, Nyaarsaften og Helligtre- kongeraften, og fremfor alt, naar der i Gaarden var udøbte Børn, »Børn inden Kirke« som det hed. Den oven for omtalte Tranlampe, der baade var til at flytte og til at hænge op paa en Krog fra Loftet, blev mest brugt om Morgenen. Om Aftenen nøjedes man med Lyset fra Ilden i Kaminen, hvor der var en saadan, og for at gøre dette bedro lagde man paa den to tre »Lysetørv« eller »Lys- klyner«, stærkt harpixholdig Tørv fra enkelte Steder i Moserne, eller man tændte en »Lysepind«. Denne var enten kløvet af gammelt Fyrretræ fra Moserne eller lavet af flækkede Vidjer, og blev tørret meget stærkt inden Brugen. Lysepinden blev undertiden anbragt i en Slags høj Stage, som stod paa Gulvet, men maaske oftest blev den holdt af Drengen; thi et saadant Arbejde var under Karlens Værdighed. Han sad da paa en lille trebenet Stol og holdt Lysepinden i venstro Haand, medens han i højre Haand havde et Stykke Træ, som han brugte til at pudse det svedne af Lysepinden med. Han var desuden Genstand for al Slags Løjer og Vittigheder, og Skænd haglede ned over ham, fordi han aldrig kunde gøre alle til Pas; han maatte i alle Ordets Betydninger »holde Lyset«. Det var strængt at sidde ved dette Arbejde om Aftenen i de kolde Stuer. I mange Gaardo havde man intet andet Ildsted end Arnen i Køkkenet ved Bagerovnen. Men her var hverken Borde eller Bænko at sidde ved. 1 Stuen var der hundekoldt; Lergulvet var tidt revnet af Frosten, og