Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
108 Den danske Bondes Trældom og Frihed. Væggene glinsede af Is. Saa tog man Ild fra Skorstenen og satte den i Gryder og Kedler omkring i Stuen; Konerne og Pigerne havde hver en Ildpotte, som de kom Gløder i og stillede under sig, naar de sad og spandt. Senere blev det almindeligere, hvad man kan se endnu i flere fynske Gaarde, at anbringe en Skorsten og Ildsted i Stuen; der kogte man Maden og fik samtidig Stuen varmet lidt op. Senere, da man fik Bilæggerovne af.Jærn, blev det lettere at skaffe Varme, men dette skete for en stor Del paa den friske Lufts Bekostning. Der var jo saaledes Arbejde nok i Bondens Gaard baade Sommer og Vinter. Men blev Vinteren meget lang og stræng, kunde det jo hænde, at Arbejdet slap op, og saa var der mange, der søgte til Kroen. Der var endog Mænd, som gik derhen, saa snart de havde spist Davre, og Karlene, ja selv Drengene, søgte saa vidt muligt at efter- ligne Mændene. De Dage, hvor der var tilsagt til Hovarbejde, for- andredes naturligvis hele Ordenen i den daglige Syssel. Men trods alt det besværlige i Hoveriet og trods det, at man ret inderlig hadede det, blev selve Hovdagene i det mindste af Ungdommen betragtet som halve Festdage. Meget afhang jo af, hvorledes Ridefoged og Ladefoged var; thi det var navnlig med dem og- ikke med »Naadigherren«, Bonden havde at bestille. Men i alt Fald kom jo Byens Folk sammen, og Vejen til og fra Hovmarken gik under Leg og Lystighed. Uden den Lyst til at gøre det bedst mulige ud af alt, til at tage Glæden, hvor den paa nogen Maade tilbød sig, havde Bondestanden heller aldrig kunnet bevare blot nogenlunde den Spændkraft, som skulde sætte den i Stand til at forsvare, hævde og udvide Friheden, naar det haardest trykkende Baand en Gang blev løst. Det var altsaa Ridefogeden og Ladefogeden, i hvis Hænder det laa at kunne gøre Hoveriet nogenlunde taale- ligt eller til et rent Helvede for Bonden. Men det var da heller ikke saa sjældent, at Bønderne blev enige om at gen- nemprygle en forhadt Foged eller endog slaa ham ihjel.