Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
140
Den dan.ske Bondes Traddom og Dr died.
en Sag, men havde han engang omfattet den med Kærlig-
hed, eller rettere følt den som sin Pligt, da var han utaal-
modig efter at faa den gennemført. For saa vidt var hans
Pligtfølelse stor, men den omfattede ikke meget. Hans
Tanke var maaske lidt tung at sætte i Bevægelse; mon
var den fattet, da fastholdt han den; da blev dens Udfør-
else en Pligt for ham. Som hans første Legekammerat var
et Almuebarn, saaledes vedblev han til sin Død at have en
særlig Forkærlighed for det jævne og tarvelige; alt det
fornemme og hofmandsmæssige var ham imod; han yndede
at færdes, helst ukendt, paa Gader og Stræder, og var
aldrig gladere, end naar han havde talt mod simple Folk,
der ikke havde kendt ham. Han afskaffede de tidligere
Tiders umaadelig luksuriøse Hof holdning, levede selv yderst
tarvelig og gik altid i gamle, lappede og stoppede Klæder.
Naar alligevel Hof holdn ingen kostedo forholdsvis ikke saa
lidt under ham, saa var Grunden nærmest den, at han
ikke nænnede at berøve mange af do ved Hoffet ansatte
det eneste, de havde at leve af.
Kronprins Frederik var altsaa ingenlunde den Mand,
der formaaede selv at fatte Planerne til de store Reformer,
der giver hans første Regeringstid dens Præg og for be-
standig har sikret ham et godt Eftermæle hos det dansko
Folk. Men han var saa heldig blandt sine Ministre at
have Mænd, der kunde tænko og handle for ham, og han
havde Forstand og Retsind nok til at følge deres Raad
og Anvisninger.
Blandt disse maa først nævnes Andreas Peter Bernstorff,
en Brodersøn af J. H. E. Bernstorff', Sjælen i den Sammen-
sværgelse, der styrtede det Guldborgske Ministerium, hvoraf
han selv havde været Medlem til 1780. Skønt hans Navn
særlig er knyttet til Ledelsen af Danmarks Udenrigspolitik,
fik han dog ogsaa en væsentlig Indflydelse paa de inden-
rigske Anliggender. Selv havde han jo været den egentlige
Ophavsmand til Onkelens Reformer paa Bernstorf Gods, og
han svigtede ikke sine Ungdomstanker. Med al sin Kraft
støttede han i Statsraadet de Reformbestræbelser, hans