Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
140 Den dan.ske Bondes Traddom og Dr died. en Sag, men havde han engang omfattet den med Kærlig- hed, eller rettere følt den som sin Pligt, da var han utaal- modig efter at faa den gennemført. For saa vidt var hans Pligtfølelse stor, men den omfattede ikke meget. Hans Tanke var maaske lidt tung at sætte i Bevægelse; mon var den fattet, da fastholdt han den; da blev dens Udfør- else en Pligt for ham. Som hans første Legekammerat var et Almuebarn, saaledes vedblev han til sin Død at have en særlig Forkærlighed for det jævne og tarvelige; alt det fornemme og hofmandsmæssige var ham imod; han yndede at færdes, helst ukendt, paa Gader og Stræder, og var aldrig gladere, end naar han havde talt mod simple Folk, der ikke havde kendt ham. Han afskaffede de tidligere Tiders umaadelig luksuriøse Hof holdning, levede selv yderst tarvelig og gik altid i gamle, lappede og stoppede Klæder. Naar alligevel Hof holdn ingen kostedo forholdsvis ikke saa lidt under ham, saa var Grunden nærmest den, at han ikke nænnede at berøve mange af do ved Hoffet ansatte det eneste, de havde at leve af. Kronprins Frederik var altsaa ingenlunde den Mand, der formaaede selv at fatte Planerne til de store Reformer, der giver hans første Regeringstid dens Præg og for be- standig har sikret ham et godt Eftermæle hos det dansko Folk. Men han var saa heldig blandt sine Ministre at have Mænd, der kunde tænko og handle for ham, og han havde Forstand og Retsind nok til at følge deres Raad og Anvisninger. Blandt disse maa først nævnes Andreas Peter Bernstorff, en Brodersøn af J. H. E. Bernstorff', Sjælen i den Sammen- sværgelse, der styrtede det Guldborgske Ministerium, hvoraf han selv havde været Medlem til 1780. Skønt hans Navn særlig er knyttet til Ledelsen af Danmarks Udenrigspolitik, fik han dog ogsaa en væsentlig Indflydelse paa de inden- rigske Anliggender. Selv havde han jo været den egentlige Ophavsmand til Onkelens Reformer paa Bernstorf Gods, og han svigtede ikke sine Ungdomstanker. Med al sin Kraft støttede han i Statsraadet de Reformbestræbelser, hans