Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Pengekrisen. 151 om at fremkalde en økonomisk velstillet Bondestand skulde blive fuldstændig skuffede. Dog den Gang drev Uvejret over, og fra omtrent 1826 kan man regne, at Bondestanden begyndte at gaa fremad, og snart fulgte gode Tider, Tider, hvor Bonden atter kunde bJive en politisk Magt, en Faktor, der ikke vilde kunne lades ude af Betragtning. Den Frihedsbevægelse, der rundt om i Landene var rejst ved Begivenhederne i Frankrig fra 1789 til 1792, og for en Tid næsten blev kvalt i Blod først under Krigene mod den franske Republik siden under Napoleons Erob- ringskrige, men nu atter gjorde sig gældende, søgte man her til Lands at dæmpe efter prøjsisk Mønster ved Ind- føselse af raadgivende ProvinsiaUtcender. Valgret og Valg- barhed til disse var betinget af Besiddelse af Grundejen- dom, men for Bondestandens Vedkommende var det mærke- ligt, at der kun blev gjort ringe Forskel paa Selvejer og Fæster. En Mand, der ejede en Gaard paa 4 Tdr. Hart- korn, havde Valgret; en Fæstegaard paa 5 Tdr. Hartkorn gav sin Bruger Valgret. Den uhyre Forskel fra gammel Tid mellem Selvejerens og Fæsterens politiske Stilling var altsaa næsten aldeles ophævet. Ret længe kunde Folket dog ikke være tilfreds med denne ringe Indflydelse paa Landets vigtigste Anliggender, og don gamle Frederik den sjettes sidste Dage var ingen- lunde lykkelige. Han forstod ikke, hvad der nu rørte sig i Folket, og Folket længtes efter hans Efterfølger, af hvem det haabede større Frihed. For Bondestanden vedblev han dog at have et niere aabent Hjærte og Øje, og flere vigtige Forordninger udkom dels om egentlige Landboforhold, f. Ex. Forordningen af 3. December 1819 om Udstykning afJord, dels om Almueskolevæsenet 29. Juli 1814. Intet Under derfor, at Bonden, da Kongen døde 3. December 1839, kun tænkte paa de Dage, da han som ung Regent havde løst Træidomsbaandet, at de gav ham en Begravelse som ingen anden Konge i Danmark, idet de bar hans Lig fra Sogn til Sogn mollem København og Roskilde, og at der paa hele denne Vej ikke var det ringeste Hus, som ikke i den