Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Den første Bondekrig. 27 Tagesøn og tre Medlemmer af Familien Holst. De drog mod Kongsgaarden Aggersborg, overfor Løgstør, og afbrændte den, og derfra vendte de sig mod Kongens Marsk, Stig Pallesen, der havde samlet en Del Adelsmænd og Krigs- folk. Ved Aagaard i Vester-Han herred kom det den 3dje Maj til en Kamp, der endte med Adelens fuldstændige Nederlag. Eske Brok, der blev anset for en af de værste Bondeplagere, faldt, og hans Lig blev af de forbitrede Bonder hugget i flere Stykker; 12 fangne Adelsmænd blov halshuggede. Men Bøndernes Fremgang var ikke langvarig. Inden Opstanden endnu kunde brede sig syd for Limfjorden, stod Kongen selv med en Hær nord for Fjorden, og i samme Egn som fur en Manned siden stod den afgørende Kamp 6te Juni samme Aar. Det var ved Husby Hule tæt syd for St. Jørgensbjærg i Kjettrup Sogn, at Bønderne havde slaaet Lejr og forskanset sig ved en Vognborg. Der for- tælles, at Kongen ansaa det for rigtigst om muligt at gøre Bønderne uenige inden Kampen, og at dot lykkedes et Par Adelsmænd at faa en Del af Bønderne til at forlade Lejren og drage hjem. Den gamle Folkevise, som bohandler denne Kamp, siger: »Først da rømte de Morsingboer og saa do Forræder’ af Thy; efter da stod de Vendelboer, og de vilde ikke fty.« Om dette Frafald er virkelig historisk, er ikke godt at sige; men et or vist, at Bønderne led ot overordentlig stort Nederlag; Opstanden var undertrykt med det samme. Henrik Tagesen og 14 andro af Hovodniændene blov hen- rettede og lagte paa Stejlo og Hjul, medens de andre maatte købo deres Liv dyrt. Ikke at tale om store Bøder, som maatte betales, saa blev nu Tienden indført i sit helo Omfang, og dot blev forbudt Bønderne at bære andre Vaa- ben end den korte Kniv i Bæltet; den var jo Datidens væsentligste Spiseredskab, og Maden kunde man dog ikke nægte Boilderne. Vendelboernes »Pigkæppe« havde ikke