Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
34 Den danske Bondes Trældom og Frihed.
os og vore Arvinger alt vort Bøndergods og Ejendom til
Kongen til evig Tid, med mindre han mildelig os be-
naade vil.«
Med de nørrejydske Bønders Undertrykkelse var
»Grevens Fejde«, som denne Krig kaldes, endt for Bonde-
standens Vedkommende, skønt det endnu varede to Aar,
inden Kristian den tredje blev anerkendt som Landets
Konge. Men det var væsentlig Borgerstanden, der paa
Øerno fortsatto den i Virkeligheden haabløse Kamp. Bonde-
standen havde faaet et Knæk, som don aldrig forvandt, og
og fra mi af er der aldrig mere Tale om væbnet Modstand.
Bonden maa bøje Nakken under Aagot og taalmodig vente
paa, at det en Gang igen vi] dages for ham. En for-
bavsende stærk Modstandskraft maa der have været hos
Bonden; det ser vi bedst af, at der slet ikke kan tænkes
paa at udvide Vornedskabet ud over de fire nævnte Øer,
og denne Modstandskraft tyder paa, at Standens økonomiske
Vilkaar maa have været forholdsvis gode. Først da i Kri-
stian den fjerdes sidste og Frederik den tredjes første Rc-
geringsaar Bondens økonomiske Forfatning var bleven
ødelagt ved de uheldige Krige, — først da var Modstands-
evnen brudt, og saa fulgte Undertrykkelsen som en selv-
følgelig Sag. Dot viste sig atter her, at økonomisk Uaf-
hængighed fører til politisk Frihed, men at politisk Frihed
slet ikko kan bevares af den, der er økonomisk afhængig.
Frederik don førsto havde ikke vist sig som nogon
Bondoven, dertil støttede han sig for meget til Adelen, og den
forstod stadig at arbejde mod sit Maal: at gøre Bonden til
Træl. En Forordning af denne Kongo fra 1532 viser os,
hvor vidt Herremændenes Dristighed ku ndo gaa. Man havde
paa Laaland begyndt ogsaa at ville gøre Selvejernes Sønner
til vornode og stavnsbundne, og Kongen tør ikke gaa videre
end til at paabyde, at én af dem ikke maa. deles til Stavns,
men skal blive ved Faderens Gaard; de andre var derimod
udsatte for at blive behandlede som stavnsbundne.
Kristian den tredje var jo lige som Faderen bleven
Konge ved Adelens Hjælp; man kunde derfor heller ikke