Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Forsøg paa at udvide Vornedskabet.
35
vente, at han, som tilmed havde maattet kæmpe med
Bondestanden, skulde gore meget for at lette det Tryk, den
led under. Hvad han i den Henseende gjorde, indskrænker
sig til, at han 1539 løste de Borgere i Nakskov, der var
født paa Kronens Jord fra Stavnsbaandet, men forbød tillige
for Fremtiden at optage vornode som Borgere i Byerne og
berøvede paa den Maade de vornede et af de faa Midler, do
havde til at frigøre deres Person. Hans Forordning af 1550,
der forbyder at betragte Præsto- og Degnesønner som vor-
nodo, vedkommer ikke Bondestanden, men den viser, hvor
vidt on rovbegjærlig Adelsmand har turdet gaa.
Reformationen og den dermed følgende Omordning af
Kirkegodserne blev alt andet end heldbringende for Bondon.
De fleste af Kirkens Jordejendomme kom nemlig i Adelens
Besiddelse, og saaledes kunde Trykket blive udvidet til mange,
som hidtil havde haft det læmpeligere under den gejstlige
Jorddrot. Hertil kom endelig de mange Mageskifter mellem
Kongerne og Adelsmænd, og disse sidste var ikke dem,
der tabte ved en saadan Bytten Gods. Frederik den anden
roses i stærke Udtryk, fordi han var saa villig til at mage-
skifte med Herremændene, og meget af det Jordegods, som
vod Reformationen 1536 kunde være bleven indvunden til
Fordel for Samfundet i sin Helhed, gik paa denne Maade
tabt. Den danske Adel paa den Tid forstod at benytte sin
Fordel, men det maa man lade den, at den var i Besiddelse
af cn overordentlig Dygtighed, og vilde den regere, saa
sorgode den ogsaa for at gore sig dulig og værdig dertil.
Dens Hovedfejl var, at den ikke forstod at begrænse sig;
overfor Bonden var den kun sjælden den Undertrykkor,
don senere Adel blev.
Kristian den fjerde havde for mange andre Ting at
tage vare til at fæste Øjet paa Bondestandens Kaar og den
Fare, der heri laa for Statens Tilbagegang. Hans ufor-
nuftige Indblanden i Trediveaarskrigen og den deraf følg-
ende Krig mod Sverige bragte de Skarer af fjendtlige Trop-
per ind i Landet, hvis Indfald i Forening med de uheldige
Krige og do Tab, som derved paaførtes Landets Beboere,
3*