Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

36 Den danske Bondes Trældom og Frihed. fremkaldte den økonomiske Ødelæggelse, som gør Slutningen af det 17de Aarhundrede til en sørgelig Tid for Borger og Bonde, til Dels ogsaa for Adelen. Medens oprindelig Selvejerbonden er Regelen, og Fæ- steren først fremkommer senere paa den ovenfor paaviste Maade, bliver det nu omvendt; Selvejernes Antal formind- skes mere og mere. Grunden er ikke vanskelig at forstaa. Dels ligger den i de mange Mageskifter, Kongerne gjorde med Adelen, hvorved alene i de sidste 16 Aar af Frederik den andens Regering 1650 Selvejergaarde kom under Adelen, der naturligvis snart forstod at bringe Ejerne til at opgive deres Ejendomsret og blive Fæstere; dels ligger don i Beskatningsm aaden. Selve den Ejendomsret, hvormed Bonden fra først af havde ejet sin Gaard, var i Tidernes Lob bleven underkastet forskjellige Indskrænkninger. Allerede tidlig fastslaas det, at Bonden ikke maatte sælge sin Gaard til hvem han vilde, med mindre han forst havde falbudt den til sin egon Slægt. Denne Indskrænkning var i øvrigt i og for sig ikke saa uheldig, da Hensigten med den var at forhindre, at Bondejord gik ud af Bøndernes Besiddelse. Aldeles for- hindre Bøndergaardes Nedlæggelse eller deres Inddragelse under Herregaarde formanede den vel ikke, mon don van- skeliggjorde det i det mindste for en længere Tid. Lige saa lidt maatte Bonden afhænde nogen Del af Gaardon, heller ikke benytte Skove, der horte til den, som lian vildo. 1 Overtrædelsestilfælde kunde han af Retten sættos fra Gaardon, der da gik over til en af hans Medarvinger. Selvejor- gaarden paalagdes der ond videre visso Afgifter og Arbejde foruden den Pengeafgift til Kronen, der i Tidens Lob var traadt i Stedet for do ældre Byrder: Gæsteri, Inne, Stod og Leding. Hertil kom endnu en Pengesum, Husbondhold, som den kaldtes, der skulde botales til Kronen hver Gang, Gaarden skiftede Ejer. Disse Afgifter kaldtes Gaardens Herlighed og tilhorte oprindelig Kronen, men senere ofte den Adelsmand, som ved Køb, Pantsætning eller Mage- skifte havdo erhvervet sig dot Krongods, hvortil Gaardon efter sin Beliggenhed horto. Og Besiddelsen af denne Her-