Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

 Selvejernes Formindskelse. Skatterne. 37 lighed blev ikke sjældent et vigtigt Middel til at bringe Solvejergaarden ind under Godset som Fæstegaard. En anden, og det raaaske den væsentligste Grund til Selvejergaardenes Aftagen var den Maade, hvorpaa Skatte- væsenet var ordnet. Saa at sige hele Afgiftsbyrden hvilede paa Borgere, Bonder og Præster. Adelen havde forstaaet at holde sig godt fri for de fleste Skatter; deres største Byrde var Rostjenesten, eller Forpligtelsen til at stille et vist Antal Ryttere til Krigstjeneste, naar Kongen forlangte det. Under alminde- lige Fredsforhold kunde de sædvanlige Statsindtægter nok slaa til. Der var jo ikke nær den store Embedsstand, vi nu behøver, og de fleste Embedsmænd var lønnede med Indtægter af Jordegods eller med Sportler. Og endelig kunde i det mindste i Slutningen af 16de og Begyndelsen af 17de Aar- hundrede Øresundstolden afholde en stor Del af de nød- vendige Udgifter. Men under en Krig eller andre over- ordentlige Omstændigheder slog dette langt fra til, saa maatte der paalægges Skatter. Den gamle Paaligningsmaade efter Bol kunde paa Grund af do forandrede Landboforhold ikke mere benyttes. Landet var da efterhaanden for Paa- ligningens Skyld bleven delt i Lægder, der skulde omfatte 10 Selvejergaarde, og som Regel maatte hvert saadant Lægd botale 20 Speciesdaler, mon somme Tider betydelig mere; dette blev altsaa 2 Speciesdaler for hver Selvejergaard i Skat. Fæstebønder, ligegyldigt om det var Kronens eller Adelens, botalto halvt mod Selvejerne; Kronens Ugedags- tjenere olier faste Hovbønder botalte halvt mod Fæste- bønderno, mon Adelens Ugedagstjenere slet intet. I de sidste Aar af Kristian den fjerdes og de første af Frederik den tredjes Regering blev Skatternes Mængde meget besværlig, ja næsten overvældende for do fleste Selvejerbonde!’, især da de fremmode Krigsfolks Udsugeiser havde gjort dom det endnu vanskeligere at svare Afgifterne. Men dotte blov netop en stor Fristelse til at opgive sin Selvejendomsret, naar man derved kunde spare de halve Skatter, eller helt blive fri, livis Gaardens Beliggenhed til- lod Ejeren at blive Herremandens Ugedagstjener.