Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
38 Den danske Bondes Trældom og Frihed. Det er først fra Frederik den andens Tid, at Adelen begynder at samle sig større Godser og særlig at skaffe sig Gaarde med stort Jordtilliggende. Tidligere havde deres Gaarde i Regelen ikke været store, ofte kun med to til tro Bøndergaardes Jorder, men nu viste det sig at være en Fordel at drive saa megen Jord som muligt under én Gaard, især da Adelen tilrev sig Eneret til at staldfodre Fedekvæg. Mon des flere Ugedagstjenere kunde Herremanden bruge, og i de ulykkelige økonomiske Tider fra 1627 var det en stor Fristelse for Bonden at blive fri for Skatter, om denne Frihed end skulde kobes ved Tab af andre Friheder. Om- trent ved Aar 1650 var det da ogsaa kommen dertil, at Selvejerbøndernes Antal hele Landet over var svundet ind til henved 5000. I Jylland fandtes over Halvdelen, nemlig 3400, — men deraf dog de 2200 i Skanderborg-Len, som var Krongods, — altsaa kun 1200 i hele den øvrige Del af Halvøen; paa Fyn fandtes 603, paa Laaland mærkeligt nok 618, paa Sjælland 185, paa Langeland 55, paa Falster 2 og paa Mon — slet ingen. Fæstebønderne havde altsaa don Fordel ikke at skulle svare saa store Skatter som Selvejerne, men dette kunde i Virkeligheden kun være en tvivlsom Fordel selv under saa slette økonomiske Forhold som de, hor nærmest tænkes paa; thi denne delvise eller fuldstændige Skattefri hed var købt ved et meget trykkende Dagsværk eller Hoveri, som det nu i Regelen kaldes. Fæsterens oprindelig eneste olier dog væsentligste Af- gift, Landgilden, har egentlig ikke været trykkende. Den skulde i Folge Lovene svares, efter som den havde været fra Arilds Tid; den maatte ikko forhøjes, og naar Bønderne ved Tingsvidne har kunnet paavise, at den var bleven det, ser vi, at de altid ved Rettens Kendelse har faaet don nedsat til dot Beløb, der var bevist. Men Mængden af disso Retssager beviser netop ogsaa, livor mange Forsøg der af Heironiændone er gjort for ulovlig at forhøjo Landgilden, og vi kan være overbovist om, at i mange Tilfælde er disse Forsøg lykkedes.