Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

 Hoveriet for oges. 41 Hindsgavl Bønder imod, og de maatte i Henhold hertil yde alt det Hoveri, Lensmændone vilde have. Dette ubegrænsede Hoveri maatte have de mest for- dærvelige Følger for Bonden. Det blev ham umuligt at passe sin egen Gaard, som den skulde, og dor behøvedes næppe en daarlig Host for at sætte ham ud af Stand til at betale sin Landgilde. Nedsætte denne kunde Herremanden ikke godt bekvemme sig til, da derved Godsets Værdi i Handel og Vandel vilde være bleven forringet. Man grob da til den Udvej at eftergive ham den helt eller del- vis for et enkelt Aar ad Gangen eller skrive ham paa Re- stancelisten, uden dog at inddrive disse Restancer om ikke at anden Grund, saa fordi det var umuligt at plukke Haar at den skaldedes Hoved. Dot Tab, Herremanden led ved, at Bøndernes Jorder blev slet drevne, havde man ikke Øje for. Den vigtigste Kapital, Bonden havde, var hans Ar- bejdskraft, og den benyttede Herskabet til det yderste; at dot skulde kunne betale sig for Godsejerne helt at opgive Retten til Hoveri, var en nationaløkonomisk Sætning, man den Gang, og da for øvrigt endnu meget længere ned i Tiden, ikke forstod. Den mest ødelæggende Del af Hove- riet var dog de uendelige Ægter, der ofte tvang Bonden til at være flere Dage fra sit Hjem, udpinte hans i For- vejen daarlige Heste og tillige gav alt for stor Anledning til Drik og Svir, for saa vidt Bonden havde Penge dertil. Sammen med det demoraliserende i, at Bonden blev lige- gyldig for, om han betalte sin Landgilde eller ikke, blov hele Hoveriet den værste Plage og største Ulykke for Bonden, og dot er derfor intet Under, at det er Hoveriet, Bønderne selv først og fremmest ønsker sig fritagne for. Det var jo kommen, eller kom snart dertil, at Bonden var bleven Herremandens Tyende og underkastet den Hustugt og do strænge, ofte barbariske, legemlige Straffe, Tiden mente var nødvendigo at bruge overfor Tyendet. Hvor usselt Bondestanden var stillet, ses tydelig af Kornelius Hamsfort’s Skildring fra omtrent 1580, hvor Forholdene dog langt fra var saa elendige, som de blev