Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Forsøg paa at lindre Bondens Kaar. 43
næppe kunde gøre noget for Bonden. Og knap var de
Saar, lians Forgængers Krige med Tyskland og Sverige
havde tilføjet Landet, begyndt at læges lidt, for Danmark
ubesindig fremkaldte en ny Krig med Sverige, der nær
havde bragt Landet Undergang som Stat, og i økonomisk
Henseende ødelagde det i højeste Grad.
Krigen endte med, at Provinserne øst for Sundet
tabtes, og at Kongen ved en snild Benyttelse af Forholdene
naaede den Enevoldsmagt, som alle Datidens Regenter mod
større eller mindre Held søgte at skaffe sig. Paa Rigs-
dagen i København fremkom der fra Borgerskabet — Bonde-
standen var slet ikke repræsenteret — et Forslag dateret
7de September 1660, Dagen før Rigsdagen aabnedes, hvor-
efter de vornede skulde kunne købe deres Frihed »for en
lidolig Penge«, nemlig fra 5 til 20 Rigsdaler efter enhvers
Evne. Forslaget er næppe bleven behandlet. I alle Til-
fælde fremkom Borgerskabet, efter at don gamle Haand-
fæstning var bleven ophævet, og Kongen i Virkeligheden
var enevældig, den 24de Oktober med et nyt Forslag, at
de vornedo Bondesønner skulde frigives udon Betaling.
Men dette og andre Forslag til Vornedskabets Ophævelse
blev lagt til Side.
Fra Bønderne selv hørtes intet for den 15de November
1660, da de i København i Anledning af Arvehyldingen
tilkaldte Bønder den nævnte Dag indgav et Andragende
til Kongen. I dette klager de over Selvejendommens Af-
tagen, over Adelens mislige Omgang med Kronens Gods
og med Kirkerne, men navnlig over, hvorledes »de og deres
Formænd saa haardelig med Hoveri og Trældom var af
Adelen belastedo, fast lige som Israels Born under Ægypt-
ens Trældom«, og til sidst beder de Kongen »sine fattige
og undertrykte Undersaatter at trøste, slig kongelig Naade
don hojeste Gud vil belønne«.
Mærkeligt nok omtales ikke Vornedskabet mod et
eneste Ord. Skulde de vornede Bonder være bievne saa
vante til dette, at de ikke længere forstod at sætte
Pris paa den Frihed, der var tabt herved? Eller skulde