Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Tienden. 75 Maade, hvorpaa Tienden blev betalt. Denne Afgift, der op- rindelig blev svaret til Kirken, tilfaldt vod Reformationen Kongen, som dog de fleste Steder henlagde 3/s af den til Præsternes Lonning og til Kirkernes Vedligeholdelse. I Tidernes Lob var der sket en hel Del Forandringer med, hvem der fik den saakaldte Kongetiende og Kirketiende, men overalt blev den i det mindste for Bøndernes Ved- kommende, ydet »i Kærven«, d. v. s. i Straaet. Naar Sæden var bundet og stillet i Hov, kom nemlig »Tælleren«, talte Negene og udtog hvert 10de eller 20de eller 30te Neg o. s. v., efter som han skulde have fuld Tiende eller halv Tiende o. s. v. De udtagne Neg blev da kørt til Af- leveringsstedet, for det meste til Herregaardene for Konge- og Kirketiendens Vedkommende, og Bønderne saaledes be- røvet en Del af det allerede knappe Foder, ikke at tale om, at »Tælleren« nok skulde forstaa at tage de største og bedste Neg. Hvor ringe Udbyttet var af en Gaard ved Slutningen af Fællesskabets Tid, fremgaar klart af Torkel Badus Oplysninger fra Bernstorff, hvor han selv var Gods- forvalter. Frederik den femte forærede Grev Bernstorff til Løn for hans Virksomhed som Udenrigsminister Fasan- gaarden, tre af Jægersborg Hovmarker og Hoveriet at Gjen- tofte, Ordrup og Vangede. I disse tre Byer var der 44 Gaarde med et Tilliggende af 3100 Tdr. Land eller saa meget som 1/3 af Amager. Af dem var der 7 Gaarde, som i 1765 ikke ejede et eneste Stykke Hornkvæg; der var i alt kun 74 Stk. Hornkvæg, 410 Faar og 436 Heste. Hver Gaard gav i aarligt Overskud højt regnet 50 Rigsdaler (i mange Egne af Landet var Udbyttet endnu ringere, ofte slet intet, og der var Steder, hvor Herremanden næsten hvert Aar maatte staa i Forskud til Bønderne med Saasæd), naar man fraregner Brød, 01, Gryn, Mælk og lidebrændsel — og saa gik dot meste af (lotto Overskud til kongelige Skatter, mange Aaringer strakte det ikke engang til. De ved Gaardene lig- gende »Tofter« gav det bodste Udbytte; de tik ogsaa don bedste Gødning, da de betragtedes som Bondens private Ejendom og i alt Fald ikke kom ind under Fællesjorden. Paa dem