Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning

Forfatter: H.V. Lund

År: 1888

Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 158

UDK: 631(09)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 194 Forrige Næste
7b Den danske Bondes Trældom og Frihed. kunde der høstes indtil 5 Fold, medens Fællesjorderne i Regelen kun gav 2 — 3 Fold regnet efter Udsæden, og den Gang saade man som oftest betydelig mere end 1 Td. Sæd i en Td. Land. Paa Bernstorff henlaa 1000 Tdr. Land til Fællesgræsning, og det hele Udbytte af dem anslaar den før nævnte Torkel Baden til 5—600 Rigs- daler aarlig eller 12—14 Rigsdaler for hver Graard. Han mener, at »ved Hjælp af Hvile, Fred og det overflødige Vands Afledning« vilde disse 1000 Tdr. Land give 1700 RdL aarlig; lavt regnet giver nu de 800 Køer, der holdes i disse 3 Byer, for 200,000 Kr. Mælk om Aaret, foruden hvad Markerne ellers indbringer. Ulæmperne ved Fællesskabet i dets daværende Form traadte tydeligere og tydeligere frem. Al Dyrkning af Jorden kunde kun ske efter fælles Aftale, og den ene fandt ikko nogen Fordel ved at læggo mere Arbejde i Jorden end den anden. Man søgte at høste saa meget Rug og Byg, at man kunde faa nok til Brødkorn og Skatter, sælge noget var der som Rogel ikke Tale om, og endelig havde Kegeringon ved at forbyde Kornindførsel gjort dot let at blive af med det, man ikke selv forbrugte, lige meget, hvor slet Sæden var. Den aandelige Sløvhed og den lange Trældom havde gjort de fleste fuldstændig ligegyldige ogsaa for dot materielle Velvære; Fremskridt og Forandringer i den gamle Slendrian vildo man ikke ind paa. Derfor var dot ikke muligt at faa indført Dyrkning af Kartofler eller Kløver; Hvede blev dyrket lidt paa Laaland og Falster, andre Steder var Jorden vel ogsaa for udpint og raa dertil. Hør og Hamp saade man lidt af i Toften og Møddingsstedet, ikke til Salg men til eget Brug, og Bonden havde i Regelen ikke andet Seletøj, end det, der var lavet af hjemmegjort Reb. Hosten var gennemgaaende saa ringe, at i mindre gode Aaringer kunde Landet ikko brødføde sig selv, og et eneste Aars Misvækst kunde ødelægge on Fæstebonde og bringe ham fra Gaarden. Landets Befolkning tog af. En Mængde Bøndergaarde, ja hele Byer forsvandt for at give Plads for Herregaarde,