Den Danske Bondes Trældom Og Frihed
Festskrift I Anledning Af Hundredaarsdagen For Stavnsbaandets Løsning
Forfatter: H.V. Lund
År: 1888
Forlag: Simon Bernsteens Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 158
UDK: 631(09)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
7b Den danske Bondes Trældom og Frihed.
kunde der høstes indtil 5 Fold, medens Fællesjorderne
i Regelen kun gav 2 — 3 Fold regnet efter Udsæden,
og den Gang saade man som oftest betydelig mere
end 1 Td. Sæd i en Td. Land. Paa Bernstorff henlaa
1000 Tdr. Land til Fællesgræsning, og det hele Udbytte af
dem anslaar den før nævnte Torkel Baden til 5—600 Rigs-
daler aarlig eller 12—14 Rigsdaler for hver Graard. Han
mener, at »ved Hjælp af Hvile, Fred og det overflødige
Vands Afledning« vilde disse 1000 Tdr. Land give 1700
RdL aarlig; lavt regnet giver nu de 800 Køer, der holdes
i disse 3 Byer, for 200,000 Kr. Mælk om Aaret, foruden
hvad Markerne ellers indbringer.
Ulæmperne ved Fællesskabet i dets daværende Form
traadte tydeligere og tydeligere frem. Al Dyrkning af
Jorden kunde kun ske efter fælles Aftale, og den ene fandt
ikko nogen Fordel ved at læggo mere Arbejde i Jorden
end den anden. Man søgte at høste saa meget Rug og
Byg, at man kunde faa nok til Brødkorn og Skatter, sælge
noget var der som Rogel ikke Tale om, og endelig
havde Kegeringon ved at forbyde Kornindførsel gjort dot
let at blive af med det, man ikke selv forbrugte, lige meget,
hvor slet Sæden var. Den aandelige Sløvhed og den lange
Trældom havde gjort de fleste fuldstændig ligegyldige ogsaa for
dot materielle Velvære; Fremskridt og Forandringer i den
gamle Slendrian vildo man ikke ind paa. Derfor var dot
ikke muligt at faa indført Dyrkning af Kartofler eller
Kløver; Hvede blev dyrket lidt paa Laaland og Falster,
andre Steder var Jorden vel ogsaa for udpint og raa dertil.
Hør og Hamp saade man lidt af i Toften og Møddingsstedet,
ikke til Salg men til eget Brug, og Bonden havde i Regelen
ikke andet Seletøj, end det, der var lavet af hjemmegjort
Reb. Hosten var gennemgaaende saa ringe, at i mindre
gode Aaringer kunde Landet ikko brødføde sig selv, og et
eneste Aars Misvækst kunde ødelægge on Fæstebonde og
bringe ham fra Gaarden.
Landets Befolkning tog af. En Mængde Bøndergaarde,
ja hele Byer forsvandt for at give Plads for Herregaarde,