Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet
Forfatter: G. Tandberg
År: 1920
Forlag: H. Aschehoug & Co (W. Nygaard).
Sted: Kristiania
Udgave: 5. Utgave
Sider: 206
UDK: 7286 st.f.
Omarbejdet af Ivar Næss.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
174
og hakkelseskjæring, kan det av denne grund være
nødvendig at ha et særeget maskinhus, selv om
eiendommens kornavling ikke er saa stor; videre
medfører det den fordel, at om man anvender træ-
hjul som kraftmaskine, saa beskyttes og bevares
dette bedre Brakes derimot de støpte malm-
hestevandringer med ledstænger av jern, kommer
ikke dette hensyn synderlig i betragtning. Maskin-
husets beliggenhet er, som oftest, enten ret under
og tilside for Ireskelaaven, og i ethvert fald bør
det være denne saa nær som mulig. Ved størrelsen
er kun at iagtta, at hestenes trækstænger biir til-
strækkelig lange; mindre end 3,2 ni. bør ikke hver
stang være, og fra enden av en saadan og hen til
væggen maa mindst være 0,6 ni., saa husets mindste
tversnit biir 7,6 m., men mere passende er en bredde
av 9—9,5 in. Jo længere trækstængerne er, og jo
rettere altsaa hestenes baner, jo bedre nyttiggiøres
hestekraften. Maskinhusets gulv er et godt gruset
jordgulv, og navnlig maa man sørge for, at kjøre-
banen biir fast og tør. En indvendig høide av
3—3,5 in. vil være passende, og i husets panelvæg
anbringes om mulig vinduer paa to forskjellige
vægger, for at faa tilstrækkelig av jevnt fordelt lys
ind. Portene ind til huset gjøres rummelige, forat
det kan benyttes til opbevaring av andre større
gjenstande, naar det ikke brukes til trcskning eller
hakkelseskjæring. Da grundflatcn altsaa maa være
temmelig stor, biir takbjelkerne lange, og lægges
nogen større belastning paa loftet over, kan dette
svigte; for at undgaa dette, lægges en drager under
dem, hvilken holdes oppe ved spænd anbragt i rummet
over; ti at la drageren hvile paa stolpen i kjøre-
rummet er ikke heldig, da en sterkere friktion derved
fremkaldes.
Hakkelsehusene.
Med et fremadskridende jordbruk følger ogsaa
en fuldstændigere og omhyggeligere behandling av
foret, og i denne henseende spiller halmen en stor
rolle. Den har været meget anvendt til strøelse,
men efterhvert som kraftfor biir mere brukt, følger
ogsaa en omhyggeligere behandling av halmen, og
dette sker navnlig i retning av, at den skjæres til
hakkelse, for sammen med kraftfor at nyttiggjøres^
som føde. Et lilet hakelserum i staldens og fjøsets
nærhet vil derfor være nødvendig i en litt større
og hensigtsmæssig indredet uthusbygning. Helst
lægges disse rum saaledes, at de ikke biir liggende
for langt væk fra det sted, hvor hakkelseskjæringen
foregaar, hvilket i almindelighet er paa treskelaaven;
ligger denne i 2den etage, kan hakkelsen da ned-
styrtes ovenfra, hvorved den pakker sig bedre, og
hvorved rummet bedst kan bli fyldt. Til skaaren
hakkelse vil trænges omtrent 14 m.3 pr. ton, naar
den er fyldt i huset til 2,5 m. høide. Det er ingen
nødveridighet, at hakkelserummet støter umiddelbart
til fjøs og stald; tvertom er det godt, at der er
en smal gang eller lignende imellem, saa den fugtige
luft hindres fra at trænge ind og fremkalde mug-
ning eller anden skade. I mangel av nogen anden
piards kan ogsaa hakkelserummet ligge midt inde i
huset, ti noget lys trænges egentlig ikke her. Kun
i nødsfald lar man væggene være av sten, da saa-
danne biir fugtige, og hakkelsen holder sig derfor
mindre godt her. Man passer altid paa at la dørene
slaa ut av rummet, da de ellers ikke lar sig aapne,
naar dette biir fyldt. Man kan ogsaa anbringe
hakkelse oppe paa loftene, over fjøs og stald, og
herfra kan den da tages ned i lyreformede kasser
til hakkelsekasserne ret under.
Gjødselrum.
Neppe nogen del av landmandens bedrift har
til den grad været overset som gjødselens opbevaring,
og som følge herav finder vi ogsaa, at den i mange
og store landsdele er tildelt en høist stedmoderlig
behandling; man vet endnu paa liere steder at for-
tælle om den tid, da man bygget sine fjøs like ind
til en bæk, forat denne kunde føre gjødselen med
sig til sjøen, saa man slap at være yderligere ulei-
liget med den. Som et motstykke hertil kan det
jo ogsaa anføres, at gjødseldyngen i den senere tid
har faat navn av «landmandens guldgrube», hvilket
tyder paa, at man har faat øinene op for dens
virkelige værd, men endnu ser man desværre saa
sjelden, at dens behandling i praksis svarer til dette
navn. Den naturlige gjødsel er ikke nogen handels-
vare; den omsættes ikke i kontanter, som de øvrige
landmandsprodukter, men allikevel er den bæreren
av hele jordbruksbedriften, idet det er gjennem den,
at jorden henter ny kraft. Et blik ind paa
gjødselpladsen vil som oftest være tilstrækkelig for
det kyndige øie, til at danne sig en begrundet
mening om det standpunkt, hvorpaa den hele gaards-
drift befinder sig. Med en lav takst og en mere
eller mindre rik foring for øie, kan man vistnok
anslaa gjødselproduktionen av en ko eller hest til
i gjennemsnit 50—80 kr. for aaret, og med disse
tal anvendt paa den hele besætning vil man finde,
at der neppe kan gjøres for meget for en omhygge-