Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

42 der 16 cm. Stokkene sages eller hugges først paa 2 kanter, saaledes at de faar to paralelle flåter, hvorved vægtykkelsen biir den samme. Den første stok, som anbringes umiddelbart paa grundmuren, kaldes sylstokken; den bør være av sterkt og feil- frit tømmer og helst av større dimensioner end de øvrige. Ovenpaa denne fortsætter laftningen, idet der i hver stoks underside uthugges en fordypning eller konkav flate, der passer ind i nedenforlig- gende stoks konvekse overkant. Stokken lægges først løst over den underliggende, hvorefter der av- passes med meddraget, hvor meget der maa uthug- ges av den overliggende stok. Naar stokken er avmerket og uthugningen uIført, oplægges denne og fæstes til den underliggende ved trænagler (tom- linger), der anbringes med en indbyrdes avstand av 2 å 2,5 meter. Ved si- derne av samtlige dør- og vindusaapninger anbrin- ges desuten beitskier enten av træ eller jern. For at gjøre fugerne (medfaret) tætte, anbringes i disse stry eller laftevat. Et lag tømmer i samtlige bygningens vægger kaldes et omfar. Hjørneforbindelsen i laftevægger kan utføres enten som knubbenav, sinkenav eller kammenav. Det tidligst anvendte er knubbenavet — se lig. 131, hvor stokkene fældes sammen paa halv ved og enden fortsætter 15 å 25 cm. utenfor hjørnet. Sinkenavet (fig. 132) er en sammenføining ved sinkning, saaledes at stokkens ender ikke føres utenfor vægflaten. Dette er en solid forbindelse, men av hensyn til at tømmeret avskjæres like ind til navet, saa det ved paavirkning av regn og fug- tighet har let for at raatne, bør hjørnerne indsættes med tjære, karbolineum eller lignende samt dækkes med hjørnekasser, der forhindrer fugtigheten fra at trænge ind til navet. Kammenavet (fig. 133) er en meget benyttet og solid forbindelse, men noget senere og vanskeligere at utføre end de øvrige, Da tømmeret ogsaa her avskjæres i flugt med væggen, maa ogsaa denne hjørneforbindelse beskyttes paa samme maate som for sinkenavet beskrevet. Ved oplaftning av tømmervægger, hvor høiden i rot og top er forskjellig, anbringes altid den ene stoks top over den underliggendes rötende, saaledes at medfarene aldrig biir paralelle; derved opnaaes at man med leihet faar det øverste omfar horison- talt, idet høidedifferensen mellem top og rot, naar stokken lægges omvendt, ophæver hinanden. Ved opførelsen behøver man ikke med en gang at kappe stokken nøiagtig efter dør- og vindus- aapninger, da dette vel saa let kan utføres efterpaa. Naar aapningen er utskaaret, benytter man sig av beitskierne for at hindre væggen fra at bøie sig ut eller ind. Av disse har man to slags, nemlig blind- beitski (fig. 134) og stolpebeitski (lig. 135). Den første vil være helt usynlig i væggen utenfra og brukes til mindre aapninger, mens stolpebeitskierne Fig. 134 og 135. brukes til store aapninger i større huser. Jo flere aapninger, des mere vil væggen være uisat for bøining, og man bør derfor i træhuser se til at faa saa faa aapninger som mulig og heller noget større. Naar beitskien indsættes, passer man altid paa, at der biir rum av 5—8 cm. høide tilovers over den, forat den ikke skal hindre væggens synk- ning. Hvor der er meget langt mellem tver- væggene og samtidig høit mellem gulv og loft, vil væggen være sterkt utsat for at bøie sig, og for at hindre dette, kan den avstives med strekfisker eller oplænger; disse er stolper eller tykke planker, der lægges paa hver sin side av væggen og forbindes med skrueboller, hvilke gaar igjennem avlange huller, saa at væggen ikke hindres fra at sætte sig (fig. 136). Naar tømmervæggen er opført, maa der foruten den i medfaret ved oplaftningen anbragte vat eller stry drives med drev, stry eller lignende, for derved at faa væggene helt tætte. Opføres laftevægger av planker, bør disse ikke være under 7 cm. tykke og forsynet med enkelt eller dobbelt fjær og not.