Kortfattet Veiledning i Bygningsvæsen paa Landet

86 fast, bøielig Hate, benyttes meget paa gulver i be- boelsesrum; den er behagelig at gaa paa og, naar den er rigtig lagt, meget varig. Den kan erholdes i flere kvaliteter, farver og mønstre. Linoleum paalægges paa følgende maate: Først grundes og sparkles gulvet — helst 2 ganger — saaledes at gulvflaten biir mest mulig plan; naar sparklingen er tør, paalægges 1 å 2 lag uldpap, der i sin helhet klæbes til sparklingen ved hjælp av klister (rugmel og vand); derefter lilskjæres lino- leumen nøiagtig og paalægges, hvorefter den i kanter og skjøter limes til gulvet ved en særlig sort lim, samt stiftes paa begge sider av skjøterne og langs væggen med hovedløs stift ined høist 2 å 3 cm. mellemrum. Efterat linoleumen er helt tør — 14 dage å en maaned efter paalægningen — bør den av hensyn til styrken indsættes med linoleumslak, hvilket bør gjøres mindst en gang hvert aar. Linoleum bør ikke anvendes i nye huser, hvor der er trægulv, før bygningen er fuldstændig uttør- ret, mindst et aar eiter opførelsen. Lægges den paa med del samme huset er færdig, vanskeliggør dette gulvenes uttørren, hvilket igjen indebærer stor fare for sopdannelse og lignende. Af andre gulvbelæg kan nævnes sanitas, lino- tol og parkettin (det sidste er norsk patent). Disse stoffer er av forskjellig indhold, de lægges paa gulvene som tyk flytende masse, der føres utover gulvflaten og gives en tykkelse av ca. 12 mm.; i løpel av et døgn vil massen bli last, hvor- efter den sikles, avpudses og indsættes med olie. Disse gulver biir helt fugefri og vandtætte; de er desuten meget sterke at slite paa. De anvendes med fordel i bad, kjøkkener, ganger, klosetter og i det hele tat i rum, der er meget utsat for slitage og vand. De kan anbringes baade paa træ- og ce- mentgulver. Disse gulvbelæg bør dog ikke anvendes utvendig, da dette som oftest har vist sig mindre heldig, idet de isaafald har let for at sprække og løsne. Som utvendig gulvbelæg, hvor underlaget er av træ — 1. eks. paa verandaer, balkoner, svalganger og lig- nende — kan anvendes ruber oid, et sort, haardt, presset og præpareret paplignende stof, der er gan- ske varig og meget billig. Bedre er dog blybelæg, men dette falder betragtelig kostbarere. Hvor un- derlaget bestaar av sten eller beton, benyttes kun- stige eller naturlige stenfliser. De kunstige bestaar enten av brændt iere, terracotta eller cement. Til naturlige stenfliser benyttes mest marmor og skifer. Flisene lægges i sterk cementmørtel og er i ahnin- delighet ca. 2 cm. tykke, men kan forøvrig ha for- skjellig størrelse og form. Flisegulver kan ogsaa anvendes, hvor underlaget er av træ. Det utføres i almindelighet paa den maate, at man først lægger et eller lo lag isolationspap; herover strøs et lag tør sand, hvorpaa flisene lægges som foran beskre- vet i sterk cementniørtel. Et lag utpudset cement og sand paa underlag av beton eller sten benyttes meget i uthusbygnin- ger, kjeldere etc. og i det hele tat i rum, hvor ut- seendet ikke spiller særlig rolle. I fjøs og stald bør man, for at undgaa at gulvene biir for glatte, stampe ned smaa puksten eller grov elvesingels, saaledes at overflaten av disse kommer noget høiere end cementlaget. Hvor det er om at gjøre at faa cementlagel meget sterkt og støvfrit, kan dette opnaaes ved tilførsel av hertil egnede stoffer, hvorav de mest anvendte er concrete Hardener og master Builders. Angaaende jernbjelkers anvendelse som bjelker eller søiler skal bemerkes følgende: Hvor bjelker av tysk normalprofil eller differ- dingerbjelker benyttes som dragere eller bjelker, maa man altid sørge for al deres oplag i mur eller fast understøttelse har en utstrækning, der mindst maa være like saa stort som bjelkens num- mer. Anvender man saaledes en bjelke nr. 20, maa oplaget være mindst 20 cm., men hvor der anbringes bjelker av mindre dimensioner, bør op- lagene ikke være under 18 cm. Hvor jernbjelkerne benyttes som dragere eller overfører et stort tryk paa murene, bør man anvende underlagsplater — plater av jern eller staal av ca. 3 å 5 mm. tykkelse — der anbringes paa sterk cementmørtel under drageren eller bjelken. Hvor staalbjelker anvendes som søiler, maa de for- synes med fot- og topplate av jern eller staal. Disse plater befæstiges til bjelken ved vinkeljern og nagler. Platerne maa være saa store, at den ved søilen optagne eller overførte belastning biir fordelt paa et saa stort areal, at fundamentet eller muren, hvorpaa søilen staar, ikke faar mer end tilladelig belastning. Overføres f. eks. en søile, der er an- bragt paa en teglstensmur, 14000 kg., og murens bæreevne er 10 kg. pr. cm.2, maa underlagspialen ha en størrelse — 14000 : 10 = 1400 cm.2; er murens bredde = 31 cm., biir platens bredde den samme som murens, og dens længde 1400 : 37 = ca. 38 cm. Kan fundamenterne opta større tryk, vil platerne kunne gjøres mindre — og omvendt i tilfælde de kun kan opta en mindre belastning. Prisen paa bjelker av staal er meget variabel — i almindelighet mellem <30 å 40 øre pr. kg. All jern og staal, der ikke indstøpes i beton, bør omhyggelig renses for rust og strykes med mønje.