Gravmonumenterne I Sorø Kirke

6 14. Absalon, Ærkebiskop fra 1177—1201. 1536. Højkoret 14. — Tavle 12. åbfalo . hoc. tegituv. luMis . manno', pful. mcri abfaU mbrryui lapis I;ir fcpeltee t. bie frulpt' ’ril. ©’. pctr?.1. Ultimo . epi . aruffen . ncpotes . hui’? . hic . scplti.*) Naar det i en af de hos Morten Pedersen aftrykte, forlængst tilintetgjorte middel- alderlige Gravskrifter fra Sorø Kirke siges, at Absalon er jordfæstet: „sub hoc hgneo sarco“"1), saa kan dette kun forstaas saaledes, at lians Hvilested foran Kirkens Højalter var betegnet ved et Gravmæle af Træ. Hvorledes Monumentet var udformet, vide vi ikke, men Sandsyn- ligheden taler for, at det har været et med Snitværk prydet Kenotafium, ovenpaa hvilket en Statue af den Afdøde hvilede. At saadanne, af Træ udførte Monumenter bleve anbragte endogsaa over kongelige Personer, derom foreligger der jo et Vidnesbyrd i Resterne at det Gravminde, som rejstes over Kristoffer den Førstes Dronning, Margrethe Sambiria (| 1282) i Cisterciensernes Klosterkirke i Dobberan.***) I Aaret 1536 blev Absalons Grav aabnet i Overværelse af Kong Kristian den Tredie****), Sjælands Biskop, Peder Plade, og Sorø Klosters daværende Abbed, Henrik Kri- stiernsen, af Slægten Tornekrands. Det gamle Gravmæle at Træ har jo vistnok endnu paa den Tid været bevaret; men da Graven atter blev lukket, dækkede man den med et nyt, efter Datidens Forestilling langt værdigere Monument, og fire Malm Lysestager henstilledes ved det.f) Det nye, ved Abbed Henriks Forsorg anskaffede Gravminde, som til vore Dage betegner Absalons Hvilested, er en af en lys, graablaa Kalksten huggen Gravsten, der maaske hævede sig ubetydeligt over Højkorets Gulv.tf) Paa Stenen er Absalon fremstillet som staaende paa en lav Skammel indenfor en rigt ornamenteret arkitektonisk Ramme. Han er iført luid ærkebiskoppelig Dragt, har den højre Haand opløftet til Velsignelse og omfatter med den venstre Korsstaven. Til begge Sider for Skamlen, hvis Forside bærer den ældste hidtil kjendte Gjengivelse af hans Vaaben med den springende Hjort, ses smaa siddende Afbildninger af hans Slægtninge, Biskopperne fra Aarhus Peder og Skjalm Vagnsen, der begge ere fremstillede som fordybede i Læsning.ftt) I Fodstykkerne paa Rammens Pilastre findes henholdsvis til venstre og højre Abbed Henriks fædrene og mødrene Vaaben, Tomekrandsernes og Bothfeldernes, som holdes af to Smaadrenge. Stenen er i det Hele velbevaret, kun fattes Tommelfingeren paa *) Del sidste Ord i Slutningslinjen har ved en Fejlhugning c i Steden for e; thi det tør vel næppe antages, at c er korrekt, men p og I ombyttede, saa at Ordet altsaa bør læses sculpti, ikke sepulti. **) I en Gjengivelse af Indskriften i Script. Rer. Dan. IV, 571 findes „sacro“ for „sarco*. Jvfr. tillige S. 570. ***) Aarb. for nord. Oldk. og Hist. 1881, S. 50. ****) H. F. J. Estrup: Absalon, S. 179 (Citat efter Herman Chytræus’ utrykte Digt Daniades). Jvfr. Ny danske Magasin f>, 92. f) Suhrn: Danmarks Hist. 8, 584. ft) Da Kirkens nuværende, i 1656 udførte Altertavle blev opstillet, fik den Plads foran Gravstenen. ttt) Af disse tvende Mænd, der vare Brødre, beklædte Peder Bispestolen fra 1191—1204, Skjalm Ira 1204 1215. Ved en i Eftersommeren 1830 foretagen Undersøgelse af en fra den ældre Middelalder hidrørende Grav i Aarhus Domkirkes Kor, viste denne sig ved et indbygget Tværskillerum at være delt i to Afsnit, af hvilke det østre var tomt, medens del vestre indeholdt en lille 1 Al. 4 T. lang og 18 T. bred Kiste af Bly. Paa Laaget var henlagt en ligeledes af Bly forarbejdet, sønderbrudt Mindeplade, hvis Indskrift godtgjorde, at den hidrørte fra Biskop Peder Vagnsens Grav, og i selve Kisten fandtes et Kranium, flere Knokler, samt enkelte Relikvier, Alt indsvøbt i en Kaabe (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed I, 207). Dette Fund, sammenholdt med Indskriften fra Absalons Gravsten, kan kun forklares saaledes, at Bisp Peder oprindelig er bleven jordfæstet i Sorø Kirke og senere hen — da Koret i Aarhus Domkirke stod fuldført — bragt tilbage til sin egen Stiftskirke. I Sorø Kirkes Gravkatalog nævnes kun Skjalm (Script. Rer. Dan. IV, 541).