Gravmonumenterne I Sorø Kirke

KENOTAFIER OG SARKOFAGER. Kristoffer den Anden, Konge fra 1320-1333, og hans Dronning Eufemia, død 1330. ea. 1350. Højkoret 43. Den ældste Efterretning, der vides at foreligge om Kristoffer den Andens og hans Dronnings Kenotafium, gaar i det mindste tilbage til Aaret 1524. Monumentet, som Kong Valdemar havde ladet sætte over sine Forældre og tre Sødskende, Erik (f 1332), Helvig og Agnes, var støbt af Bronce og havde Plads i Højkoret paa venstre Haand af Absalons Grav*). Da Morten Pedersen skrev (1589), synes Kenotafiet endnu at have staaet paa dette Sted, idet han siger, at Kongen og Dronningen „ligger begraffuit i Ghored vnder den store Messing Graff“, men til- føjer, at da „samme Stattelig begraffning bleff en gang opløfft“, bleve dens „Messing Epitaphia noget split“, saa at kun Brudstykker af disse lode sig læse paa hans Tid**). Skjøndt Keno- tafiet altsaa allerede den Gang har været defekt, uden at vi vide i hvad Udstrækning, saa finde vi det dog i Aaret 1G56 beskrevet som et velforarbejdet „Messing Monument, som er gjort ligesom en Seng, hvor udi de aff Messing støbte sees lige som liggendis at sofve“***). I Løbet af det følgende Hundredaar — mulig allerede ved Anbringelsen af Gravkjælderne under Højkoret****) —- blev Kenotafiet sønderbrudt, og da Thurah i 1749 udgav andet Bind af „den danske Vitruvius“, fandtes foruden Statuen af Kongen, Dronningen og en af deres Døtre tillige andre Dele af Monumentet „ordentlig henlagte“ bagved Alteretf). Andetsteds fra vide vi, at disse Rester laa umiddelbart paa Gulvet ved Højkorets nordre Væg. Det lidet sømmelige i, paa denne Maade at opbevare saa betydelige Levninger af et kongeligt Kenotafium, bevirkede imidlertid, at man kort efter Aarhundredets Midte lod dem henflytte til St. Peders *) Script. Rer. Dan. IV. 542. Jvf'r. Suhrn, Danmarks Hist. 11, 920 og 12, 106. En endnu nærmere Betegnelse af Stedet findes i gl. kgl. Saml. 4to Nr. 2,340, hvor Kong Olufs Grav siges at ligge „neden for“ og Absalons „sønden for“ Kong Kristoffers Grav. Monumentet har mulig tillige dækket over en Søn af Kong Erik Glipping, Valdemar, der døde i Ro- stock 1304 og blev jordfæstet i Sorø Kirkes Kor. **) Absalons Genealogi. ***) Arent Berntsen: Danmarks og Norges frugtbare Herlighed S. 32. ****) Den ældste derværende Kiste skriver sig fra 1661. t) Thurahs Fortælling om, at Kenotafiet skal have hængt i Jærnkjæder under Korhvælvingen, er utvivlsomt rén Fantasi. Lige saa lidt tør vi i nogen Maade fæste Lid til den af samme Forfatter givne Meddelelse, at de kongelige Lig vare jordfæstede „under en med Messing overtrukken Sten“, paa hvilken den ovenomtalte Indskrift havde været anbragt, altsaa under et Monument af ganske lignende Art som det, der dækker Kong Erik Menveds og hans Dronnings Grav i Ringsted Kirke. Sagen forholder sig vistnok saaledes, at samtidig med, at man ikke turde afvise Morten Pedersens Læsning af Indskriften, var man ude af Stand til at sætte denne i Forbindelse med de tilbagestaaende Rester af Kenotafiet. Kong Erik Menveds Mindeplade med Indskriften langs Randen kjendte man, og for nu at finde en Løsning paa Gaaden gjættede man paa (saaledes ogsaa Estrup i Indledningen til Wendelboes Beskrivelse S. 16). at Kristoffer den Anden havde haft to Monumenter, det ene med Indskriften, det andet med Gravstatuerne og de øvrige Prydelser.