Om Engvanding
Forfatter: E. Dalgas
År: 1877
Forlag: Bianco Lunos Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 160
UDK: 370.2
Udgivet af det danske Hedeselskab
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
91
40) Musevikken, vicia cracca, er meget almindelig
paa Marker og ved Veie, voxer paa Enge og er et yndet
Foder; den taaler side Steder, men kan ikke foretrækkes
for Kløver.
41) Gul Fladbælle, lathyrus pratensis, er alminde-
lig paa Enge og Græsgange, afgiver et ret godt Foder og
er derfor gjerne seet; men kan dog ikke foretrækkes for
Kløverarterne.
42) Guul Rundbælle, anthyllis vulneraria, meest
paa tørre Enge, ædes gjerne af Qvæget, men har ikke
synderlig Betydning. Gule Blomster i 2 tæt samlede
Hoveder i Spidsen af Stængelen.
4 15.
Skadelige Enggræsser og Engplanter.
Heraf bør omtales:
Af Paderokkefamilien:
43) Kjærpaderokken, equisetum palustre, giftig
for Hornkvæg og Faar, ikke for Heste; fjernes fra Enge
ved Vanding, Afvanding, tilført Gjødning og især ved
jevnlig al afmeies. En Omarbeiden af Jorden befordrer
derimod deres Fremtræden, da hver Rodstump giver en
Plante.
44) Dyndpaderokken, eq: limosum, større end
JV6. 43, ved Damme og i Sumpe, ædes gjerne af Heste i
grøn Tilstand, men skadelig for Qvæget.
45) Halvgræssene. De voxe paa fugtige Steder, give
i Reglen et daarligt Foder, hvorfra dog No. 28, juncus
compressus, gjør en mærkelig Undtagelse. De tyde paa
mangelfuld Afvanding og Mangel paa Varme.
De ere kjendelige paa, al Stænglen i Modsætning til Hel-
græssene ikke er hul, ingen Led har og hyppig er tre-