Om Engvanding

20 Planterne skulle forlørres, og de tilstedeværende Nærings- stoffer ville til enhver Tid være opløste. Paa enhver Vandingseng vil det være let at tilveiebringe denne hertil fornødne Fugtighed, thi dertil behøves ikke meget Vand. Det kunde snarere tænkes, at man, for at bruge Vandet fuldt ud, udsatte Engen for en for stor Fugtighed og derved fremkaldte Farer. Lad os derfor undersøge dette. Paa Befugtningsenge vil man altid kunne forhindre, at Engplanterne faae formegen Fugtighed; thi det er jo netop Formaalet for Vandels Virksomhed paa disse Enge, at det kun skal forhindre Fortørringen, kun skal befugte netop tilstrækkeligt, uden at fremme nogen skadelig Op- løsning af Næringsstofferne, altsaa uden at udplyndre; man kan derfor altid standse med Vandingen, naar den gjør Skade. Men der haves desværre aldeles ingen paa- lidelige Maalinger over, hvormeget Vand der behøves til netop at befugte, og man maa derfor paa ethvert Sted prøve sig frem. Mængden af det Vand, der behøves, vil forøvrigt især afhænge af Jordbundens Porøsitet, af Klimaet og af Aarstiden. Paa de egentlige Vandingsenge skal Vandet ikke blot befugte, men Hovedopgaven er at gjødevande, og ligeoverfor denne maa man finde sig i Et og Andet, som er til Skade. Til Gjødevandingen udfordres et bestemt Qvantum og i Reglen et meget stort Qvantum Vand (see § 13). Den derved foraarsagede store Fugtighed vil have tilfølge, at adskillige gode Engplanter ikke kunne trives i den, saasom især Rodkløver, Raigræs og de Ærteblom- strede; efter nogle Aars Forløb vil ogsaa Alsikkekløveren og Thimothei forsvinde, og overhovedet vil det ved denne Slags Enge være vanskeligt at beherske Græsvalget. Der or imidlertid saamange gode Græsarter, som kunne laale