Om Engvanding

21 stærk Vanding, at Tabet herved ikke har stort at be- tyde. Dernæst vil den store Fugtighed, selv om Afvan- dingen er tilsyneladende fortrinlig, stundom bevirke, at Mulden bliver sur, hvilket giver sig tilkjende ved Opvæxt af Siv, men dette vil i Reglen kunne ændres ved yder- ligere Vandafledning. Kun ved Torveenge vil Surheden neppe kunne hæves, med mindre man gaaer over, fra at gjødevande, til kun at befugte. Fremdeles vil den store Fugtighed stundom fremkalde en stærk Udvikling af gif- tige Stoffer saasom svovlsurt Jernforilte; men netop den stærke Overrisling vil ogsaa hurtigt bortskylle Stofferne, efter nogle Aars Forløb ophører i Reglen deres Dannelse, og Farerne herved ere derfor ikke store. Endelig vil endeel af den store Mængde Vandingsvand synke ned i Undergrunden og atter komme frem paa lavere liggende Strøg, og jo løsere Bund man har, i des større Udstræk- ning vil dette finde Sted. I de sandede Egne fremkaldes herved store Ubehageligheder, idet man ikke er istand til at beherske Sivevandets Bevægelser, saa at det ofte bryder ud paa gode Arealer, der blive ødelagte. Man er ialfald ikke istand til iforveien at beregne, hvor Sivevan- det vil bryde frem, og naar dette efter 1 ä 2 Aars For- løb vides, vil man ofte finde, at den Afsivning, der er fornøden, for at raade Bod paa Ondet, er meget be- sværlig. Der er saaledes ikke faa Farer forbundne med den store Fugtighed, som følger med egentlig Vanding, men de kunne dog som oftest bekæmpes med Held. Forinden vi forlade Spørgsmaalet om Befugtningen, kan det være rigtigt at fremkomme med det Spørgsmaal, om Vandet bør trænge fra oven nedad, eller fra neden