Om Engvanding

 30 ledes berettes, at Rugmarken paa Liseborg Mark ødelag- des den 31 Mai 1865 og den 30 April 1869, fordi den stod i et ikke tilstrækkeligt tørlagt, opdyrket Kjær. Dette har imidlertid siden 1857 været forsynet med dybe Grøf- ter i c. 20 Alens indbyrdes Afstand, og Vandafledningen er saaledes, at der sjeldent findes Vand i Grøfterne. Hvis derfor en saadan Udgrøftning ikke er istand til at forhindre Nattefrosten, — og det er den ikke, thi herpaa haves mange lignende Exempler paa fortrinligt udgrøftede, ja endog paa fuldstændigt drainede Kjær, — saa kunne de fugtige Marskenge langt mindre blive fri for den, saa er der ingen Anledning til at fremhæve dem paa Van- dingsengenes Bekostning, og saa er det ved Nattefrost- spørgsmaalet overhovedet urigtigt at lægge Vægten paa den større eller mindre Grad af Fugtighed; ja det synes endog, som om de fleste, selv tørre Jorder om Foraaret kunne lide af Nattefrost, hvorom mere senere. Det er endelig forunderligt, at navnlig Vandings- engene ere bievne satte i Ban som Frostgivere, da det dog er bekjendt nok, at Enge, der vandes, ikke kunne lide af Nattefrost, ja at man, naar Nattefrosten er i Vente, skynder sig med om Aftenen eller om Morgenen før Daggry at sætte Vandet ud paa Engen, for derved at udelukke Frosten. Grunden hertil er ganske simpel; Vandingsvandet er om Natten varmere, end Luften, og netop fordi der ved Rislingen uafladeligt skaffes nyt varmt Vand tilstede, kan Luftens Kulde og den ved For- dampningen frembragte Kulde ikke overvinde Engens Varme; en Overrislingseng virker derfor om Natten ganske paa samme Maade, som en dyb Indsø eller flavet, og da det erkjendes, at disse modarbeide Nattefrosten, maa Vandingsengene ganske vist ogsaa gjøre det.