Om Engvanding

32 Dette staaer ikke i Modstrid med, at Frosttaager vise sig for Øiet, som om de opstode i de dybeste Hoved- dale og efterhaanden bevægede sig langsomt op i de mindre og høiere Sidelavninger. Det Lag kold Luft, der dannes overalt ved Fordampningen eller Udstraalingen i et vist kort Tidsrum, f. Ex. et Secund, er stort nok til at kunne glide ned i Lavningerne, men for tyndt, til at Øiet kan see det, hvorfor denne Glidning ikke iagttages; Resultatet af den kolde Lufts Opsamling i Lavningerne har derfor Udseende af, at Frosttaagen der efterhaanden voxer i Høide og følgelig at den stiger tilveirs. Uagtet Bexægelsen er fra oven nedad, kan den saaledes godt for Øiet vise sig omvendt. Frosttaagerne danne sig altid i stille og klart Veir, etterat Solstraalerne have ophørt at virke. Derfor kan en sagte Vind, som berører Bakkerne, men lader Dal- bunden i Ro, endvidere give Anledning til, at Frosttaa- gerne danne sig i Dalene og ikke paa Bakkerne, og da Dalbunden endelig mister Solen førend Bakketoppen, kan Frosttaagedannelsen begynde noget tidligere i hine end paa disse. Efter Ovenstaaende troe vi at kunne opstille: Regel 20. Vandingsenge give ikke særlig Anledning til Dannelse af Frosttaager; ved Vandingen kan derimod Frosttaagernes skadelige Indflydelse paa Engene hæves.