Norges Malerkunst I Middelalderen

Mester Ignotus’s østengelske forbindelser er klare. Men det er tydelig, at han gaar ind i Osloskolens linjekunst og er litet optat av Bergensskolens arbeider med far# vens nuancering. Vi har set, at der i London utviklet sig en kongelig malerskole, hvor ogsaa fremmede kunstnere arbeidet, mens klosterskolerne opretholdt et visst kon# servativt drag og bygget paa ældre tegnestil. Det samme bygger sig op i Oslo. Naar man saa blev opmerksom paa de fremragende kvalitetsarbeider som utførtes i Bergen, ligger det nær at anta, at man ogsaa i Oslo forstod betydningen av at kunne øse fornyet kraft fra Øst#Englands rike kunstneriske kilder. Naturlig søkte man sig da helst beslegtede forbindelser blandt de gamle klosterskolers bokkunstnere. Selv om disse mindre inter# esserte sig for koloristiske finesser, kunde de dog, eller kanske netop derfor, gi sin kunst monumental holdning. Mester Ignotus blir skolens nye linjekunstner, som maalbevisst fører bokkunsten over i det monumentale. Det ligger ind i denne plan, hvad den sven# ske forsker A. Lindblom har uttalt, at Petrus# triptykonet staar Matthæus av Paris nær. Der er over Matthæus av Paris meget av den ældre engelske klosterstil, en bokkunstner, som nok har tydelig følelse for store virk# ninger, men som paa grund av sine alsidige aandsanlæg aldrig fik anledning til at dyrke sine kunstneriske specialiteter. Men mange er sikkert de kunstnere som denne alsidige aand har inspirert. Mester Ignotus var en geistlig kunstner med øst#engelske forbindelser. Han har Maria med barnet. Univ- Oldsakssaml., Kr.a. Antemensalet fra Tingelstad kirke. arbeidet mot aarhundredets midte og noget efter. Vi kan tænke os ham som dekoratør ved klostre og kirker. Som den gamle mester i det foran omtalte brev har han hat sine unge elever som han har lært op, — ikke blot hvordan trætavlen præpareres, guld# grund laves og farver arbeides, men de har ogsaa lært hans hastige og livlige linje# føring og øst av hans fond av religiøse fortællinger og hans rike kompositioner. Selv har han sikkert, og herpaa tyder det bevarede brudstykke, med maatehold latt linjens liv herske i sin kunst; men der er i den elementer, som fører til Aalsarbeidernes og Volbutavlens barokke og maniererte linjer. Det er i kunsthistorie, som overalt i livet, et vel kjendt fænomen, at eleven overdriver visse træk hos sin lærer, apostlene hos sin mester. Men mester Ignotus har været grepet av den samme selvstændige linje# lidenskap som vi saa hos hans forgjænger Hitterdalsmesteren, og dette har git Oslostilen sit særpræg. Men det voldsomme præg som enkelte av skolens arbeider har, synes hos vor mester at være behersket av streng formsans. 75