Norges Malerkunst I Middelalderen

at vise Passionstavlemesterens forbindelse med plastiken. Paulusstatuens mester, hvis arbeider danner en fast avgrænset gruppe, og hvis sammensatte stilfølelse gir ham en plads blandt brytningstidens store kunstnere, bidrar ogsaa til at gi et billede av det sammensatte i Oslostilen og dens endelige avklaring. Og paa en St. Laurentiusstatue fra Follebu av Paulus# statuens mester findes et litet næsten ødelagt maleri, som fremstiller helgenen paa risten. Ma# leriets stil hænger sam# men med passionsbille# det fra Tingelstad. En av de særprægede typer gaar saaledes omtrent ens igjen paa begge ar# beider, og dragtbehand# lingen er besiegtet. Pau# lusstatuens betydelige mester har i en eller anden form samarbeidet med vor mester. Hvor# dan samarbeidet har skedd, kan vi nu ikke klart uttale os om. Det bevarte brudstykke er for litet og for ubetyde# ligt. Vi kan kun kon= Kristus i Getsemane. Passionstavlen fra Tingelstad kirke. U'"''- Oldsakssaml., Kr.a. statere, at paa arbeider av Paulusstatuens mester forekommer malerier i Passionsmesterens stil. Med dette interessante eksempel for øie kan man nok tænke sig større arbeider av Passionsmesteren, hvor noget av Oslo# billedhuggernes plastiske følelse var kommet frem, en følelse som han saa søkte at forene med Osloskolens bevægede linjestil. Det er dette forsøk til sammensmeltning av en egen plastisk stil og en tegnestil, som gir passionstavlen fra Tingelstad — ved siden av dens høie kunstneriske kvalitet — den særprægede stilling inden skolen. Vi har altsaa mellem maleri og plastik i Oslo en gjensidig paavirkning — længer kan desværre saken ikke følges, idet vi kun av vor mester eier dette ene brudstykke av et maleri. Men dette viser ham som en ven av billedhuggerne, ialfald paavirket av dem, og det gir os ret til at se en plastisk strømning som sidste indsats i Osloskolens unggotiske maleri. En amicus sculptorum fulgte paa mester Ignotus, hvis kunst nærmest viser os en amicus scriptorum med dype røtter i bokmaleriet. Men heller ikke Tingelstadmesteren glemte den gamle tegnestil. Skoleforholdet her ligger klart i dagen, samtidig som han i Oslo betegner skridtet fra det kalligrafiske over i det monumentale, det var det nye i tiden som forenet ham med billedhuggerkunsten. Hvad vi gjennem vor malerkunst forstaar langt bedre end tidligere, er den merkelige 80