Norges Malerkunst I Middelalderen

kontinentet, gjennem Flandern mot Paris og mot Køln. Vi har altid hat den opfatning at det er fra syd, fra Italien, alle inspirationer til den nordiske malerkunst er kommet, og meget er selvfølgelig kommet derfra. Dog vil sikkerlig ved nøiere studium ogsaa andre centrer komme tydeligere frem for bevisstheten end nu. At England da vil indrømmes en stor og vigtig plads for utviklingen av det europæiske maleri, anser jeg for sikkert. Da vil ogsaa tiden være inde til at pla? sere vor merkelige kunst i den almindelige historiske utvikling. Allerede engelske forfattere har paapekt den nære forbin? delse mellem Peterboroughpsalteret i Bruxelles og det monu? mentale maleri (fresker ved katedralen i Peterborough). Selve boken er i mange retninger et primitivt arbeide i den nye stil. Figurerne er baade stillet om hverandre og tæt sammen? trængt, samtidig som man merker en trang til klart at av? sondre optrin og personer og la store dele av flåten staa fri. Stilstigningen er forsaavidt tydelig nok markert, ikke bare i typer og dragtbehandling, men ogsaa i en rigtignok ofte noget uklar stræben mot monumentalstil. Stilen klarner saa av i et mesterverk, nemlig det bekjendte Alterfigur fra kapellet i Windsor. Vistnok av mester William. British Museum. Kunstneren skaper luft og rum over Arundelmanuskript 83 II i Engelsk konge, muligens Henrik III, av mester Walter. Efter tegning fra 1775. Vestusta monumenta. og omkring figurerne, hjælper den enkelte til sin ret, bringer ro og mildner de paatrængende fakter. Hans tegning er mesterlig, og den høitidelige ceremoni over figurerne bringer ind en værdighet som under høi? renaissancens fornemme kompositionskunst. Vi er blandt den engelske gotiks klassikere. At der i den engelske monumentalkunst var kom? met ind et fransk moment med den franske kunsts trang til klarhet, knaphet og værdighet i uttrykket, ligger tydelig i dagen. Vi har ogsaa flere arbeider, hvor en sammensmeltning av fransk og engelsk stil? følelse foregaar. I et engelsk psalter, arbeidet for den franskfødte dronning Isabella, ser man denne bryt? ning mellem den tunge engelske stilfylde med de rikt omsluttede initialer og den franske knaphet. «I for? holdet mellem tegning og modellering, i linjeføringens skarphet, i en viss tørhet i farven erkjender vi hel? dingen mot Pariserkunst» (Vitzthum). Det er tydelig, at den engelske mester i dette arbeide for en fransk dame bevisst optar hendes lands stil. Paa engelske traditioner og fransk indflydelse bygges saa tidens store mesterverk, dronning Mary’s psalter. Det er som den engelske middelalder i en