Norges Malerkunst I Middelalderen

momumentale knaphet som en degeneration. Selvfølgelig viser dette som stil betragtet, at de mere primitive uttryksformer sprænges. Ogsaa lovsproget blir rikere og fyldigere. Man har sagt mig at mellem Haakon Haakonssøns og Magnus Lagabøters love ligger paa dette omraade en typisk stilforskjel. Det er som i arkitekturen, unggotikens spæn? stighet gaar over i høigotikens fyldigere stil. Den nye kunstneriske atmosfære merkes i stort som i smaat. Man behøver blot tænke paa de sange som Oluf Kolsrud og Georg Reiss har offentliggjort fra Erik Magnussøns bryllup, hvor vi endnu fjernt kan høre noget av tonerne i en ny og rikere musik. Det billede vi kan danne os av gamle kong Haakons søn og sønnesønner, viser ogsaa de utprægede høigotiske «kulturfyrster». Magnus Lagabøter formel, juridisk og litt svag, men sikkert høit kultivert, «fint dannet» som man nutildags vil si, en kong Josias, som man kaldte ham med samtidens litterære uttryk. Samtidig sporer man et eien? dommelig træk av melankoli. Ikke Sigurd Jorsalafarers, denne kraftige naturs sykelige reaktion, men en næsten moderne «Weltschmerz» med et trist syn paa sit eget arbeide. Det er regjeringstræthet og lovmaker? melankoli vi føler bak hans ord paa dødsleiet, — om livet saa fuldt av tvang, prøvelser og møie; kun de var lykkelige som skal dø. Møien er mangfoldig og stor. Ikke nok med det ansvarsfulde i at styre et stort rike, men dobbelt ansvarsfuldt at dømme uten at begaa misgrep, og at avgjøre tvister mellem geistlige og lægfolk. «Vanskeligheten synes mig saa stor at jeg priser de døde lykkeligere end de levende.» Under dette formelle, juridiske og melankolske hofliv har vi en høigotisk ceremoni, der kaster et lignende blinklys over vor kultur? forbindelse under høigotiken som Haakon Haakonssøns venskap med Matthæus av Paris gjorde for den tidligere periode. Av den høihellige relikvie, Kristi tornekrone, hvorover St.e Chapelle var bygget, lot Filip den smukke høitidelig, ved en geist? lig, i eget nærvær avskjære et litet stykke og overrække dette til den norske erkebiskop, der da var i Paris, som gave til kong Magnus. Det blev indfattet i krystal, som en engel av sølv holdt med begge hænder. En kosteligere gave var aldrig kommet fürî miquttanVvnon eftqut fø Elme æcrlqpftrttrfuvcrftuo&iø minfirurutteatfi dttnoiltgttw Kristus som barn i templet. Brit. Mus. Royal 2 B. vil. Nederst falkejagt. Dronning Mary’s psalter. 96