Norges Malerkunst I Middelalderen

Marias og Elisabeths møte. Hammertavlen. fremstillinger av Marias levnet. Kom* positionen bygger han op paa arkitek# toniske buer. Over disse har han det ældre motiv med mure, taarn og spir, symboler for det himmelske Jerusalem. Dette motiv, som er uorganisk og tungt at flette ind i kompositionen, har han konservativt holdt fast ved, mens Mirakel# mesteren har utelatt dette og istedet over buerne sat ind geometriske figurer og tegn. Istedenfor den gamle symbolske ornamentik en liten rationalistisk haand# bok over cirkelens delinger. Ved vim# pergens bladverk har «Maria#Levnets mester», som vi vil kalde ham, gaat et skridt videre end sit forbillede, idet en fuldstændig realistisk planteverden stikker frem fra stenarkitekturens skraabjælker. I foldekastene er han ogsaa den store stils mand. Det er jo yderst litet vi kan se av denne ruin, nogen hoder, et par hænder, en del dekorative motiver, samt et par figurer, blandt disse Marias og Elisabeths møte, hvor figurerne er helt høigotisk opfattet. Man husker to slanke unggotiske kvinder fra Trøndelagen ved behandlingen av samme motiv, og som motsætning hertil disse rike foldeindhyllede skikkelser. Man forstaar ved saa# danne arbeider den plastiske stigning, som den nye strømning repræsenterer i vor kunst. Av hoder er der egentlig kun tre grupper vi har bevaret, nemlig fra fremstillingerne av Kristi fødsel, de hellige tre kongers tilbedelse, samt fremvisningen i templet. Man skal i den hele gotiske kunst lete efter ædlere hoder. Her er ingen individualisme, intet forsøk til karakteristik. Det er likesom kun et fælles uttryk for mennesket i andagt, for mennesket som bøier sig for guddommen. Det er unge mænd, det er ældre, det er kvinder, og det er engle, ridset op med nogen faa og enkle linjer; men hvad man her føler, er at aarhundreder har været med at føre streken. Her er intet tilfældig, og selv om vor mester nok har lært av den nye sterke kunstneriske kraft som han har møtt paa sin vei, saa hører han dog i kunstens verden til de store som ser tilbake. Slegtskapet mellem denne mester og brudstykket fra Fet er klart. De har samme koloristiske stil: den tunge, enkle unuancerte farvefølelse. Ingen modellering i farve. Den gamle høikirkelige polykromi behersker billedet i motsætning til Bergensmestrenes opstemte farver med lys# og skyggebehandling. Det falder saa naturlig i «Levnets# mesterens» kunst at se en fortsættelse av de geistlige traditioner. Det er i disse ar# beider et andet strømdrag, og det er av betydning at fæste sig ved dette. Det dype alvor, det ceremonielle som er over disse verker, lar en ane en mere høikirkelig kunst# retning. Det er en selvfølge, at under en saa sterk produktiv tid maa ogsaa en ældre, mere konservativ smak krystalliseres ut i kunst. Det er den gamle, strengere smak, med 110