Norges Malerkunst I Middelalderen

Marias friere. Oddatavlen. WB’*»“■■', fremhævet. Med den engelske indflydelse i Flandern kan realismens blomstring i dette land for en del føres tilbake til de britiske øer. Paa sine første stadier med hele den vaagnende interesse for mennesket og menneskeskildring har vi den i vor kunst oms kring 1300. I Trondhjem findes en række fremragende arbeider med en rammende og sikker menneskeskildring, kunstnere som til alle tider vil hævde sin plads blandt realismens mestere. Paa malerkunstens omraade indtar vor Legendemester en lignende stilling. Her er for første gang i vor malerkunst en virkelig karakteristik forsøkt. Tilløp har vi hat før. Hitterdalsmesteren i Oslo gjorde et saadant, og paa flere steder har vi denne helding mot grimase, som er saa karakteristisk for gotiken, naar den arbeider realistisk. Gotiken vil formen, men gir den i bevægelse, saa ogsaa ansigtets. Men disse be? vægelser magter man ikke at fremstille uten overdrivelse. Her har vi samtidig med en virkelig realistisk karakteristik grimasens overvindelse. Selvfølgelig ikke et moderne realistisk arbeide. Middelalderens typedannende love staar bak menneskeskildringen ogsaa hos vor mester, men skridtet fremad er dog saa stort, at vor mesters kunst sik= kert paa samtidens Norge har virket som noget næsten eventyrlig nyt. Tydeligst er menneskeskildringen kommet frem i Marias trolovelse ved karakteris stiken av de tre friere. En fornem herre i pelshue, en typisk gentleman av det gode selskap i middelalderen, staar der velpleiet og forbauset over ikke at erhverve den lille jomfru, som paa knæ ligger foran alteret. Den anden er en ung levemand, blekfet