Norges Malerkunst I Middelalderen

liv. Linje, silhouette og gester har de gamle rytmer, vi har hieratisk festlige kom# positioner, vekselvirkning mellem det horisontale og det vertikale. Linjer og former kredser om handlingens centrum. Det er et mysteriespil av ædleste art. I alt det haarde og sterke bryter en henrivende gratie ind, i det abstrakte et smil fra livet selv. Og alt det gamle virkningsfulde bruker han, helgengloriens evne til at markere, dragt# foldernes tunge rytme og den demonstrative virkning av sammenkomponerte hoder. Foran den største forstaar vi bedre vore egne, vi ser deres evner og vilje, og vi ser, hvor høit man kan naa, naar geniet samler bestræbelserne og løfter disse op paa et høiere plan. Ogsaa vore eiet det dramatiske og tankerigdommen i tiden, men her blir dog alt intellektuelt, ja individuelt utformet — det er en Shakespeares dramatik i forhold til sine forgjængere. Ogsaa vore eiet det episke, og middelaldermystiken toner gjennem deres kunst, men hos Giotto føler vi et sjælsindhold som er hævet over tiden. Det er ikke tilfældig at der fortælles med et vist krav paa paalidelighet, at Dante bodde i Padua under Giottos ophold der, og at formningen av dette hans ungdoms og hele tidens mesterverk skedde under samvær med Dante. — Giotto staar som stamfar ved begyndelsen av en stor bevægelse, og han er samtidig en fuldfører og utløser av skjulte kræfter i sin egen tid. Han danner paa en gang en tidsalders høide og begyndelse til noget nyt. — Og trods al forskjel, er der dog noget som forbinder vore antemensaler med freskerne i Madonna dell’Arena. Det ligger i vor malerkunst et energisk forsøk til selvhævdelse. Dette vil vi fæste os ved som noget eget, som noget der har fulgt vor malerkunst gjen# nem skiftende tider og former: —- i rosemaling som i moderne kunst. Som tidligere fremhævet — antemen# sålerne er at betragte som middel# aldersk staffelikunst — deri ser vi deres eiendommelige særstilling i middelaldersk kunst, og her ligger noget av et program som peker fremover. — Madonna dell’Arena er det første malerigalleri, har en aandfuld kunsthistoriker sagt, og hele gallerikarakteren i vor senere kunst tar her sin begyndelse. Giotto er — man undskylde uttrykket — torpedo under den middelalderske ark han selv bodde i. Men ogsaa i vor malerkunst findes spræng# stof, og det er dette som trods alt binder tanketraade sammen mellem Giottos ungdomsverk og malere i Bergen. Giottos program var: det 17 1»^' 11111 i Madonna dell'Arena. Padua. 129