Norges Malerkunst I Middelalderen

menneskelige i kunsten. Ogsaa dette søkte vore malere at arbeide frem gjennem sin staffelikunst under det uhyre tryk av den mægtige gotiske arkitektur og under trykket av sin egen kunstneriske fortid. Men høiere end til disse vore store Mariamestere i Bergen naar vi ikke. Det middel# alderske malergeni, der skulde forene stil og natur, form og sjæleskildring, det dekorative og det dypest menneskelige, han skulde ikke vokse ut av den i saa mange retninger lysende bergenske malerskole fra det 13. aarh.s sidste tiaar. Vi skal endnu se merkelige indsatser, og endnu skal vi se nye stilskapende kræfter i vor kunst. Der er gjæring og formel nydannelse, men intet nyt menneskelig indhold. Det eiendommeligste i den tid vi nu gaar imøte, er et samspil mellem den gamle linjestil i Oslo med sin polykrome farvefølelse og den bergenske kolorisme. Men ut av dette merkelige samspil skal ikke noget banebrytende geni fødes, likesaalitt som en tydelig heldning mot barok og rokoko skulde skape de geniale indsatser. Grunden er helt enkelt den, at der i vort sam# fundsliv i det hele ikke var grobund for de nydannelser, den nye tid krævet. Vort Draumkvæde blev ikke til nogen Divina commedia, vor malerkunst fødte ingen Giotto. Judas’s kys. Detalj av Giottos freske i Madonna dell'Arena. 130