Norges Malerkunst I Middelalderen

har eiet Maria;tavler av mestere, hvis kunst vi nu ikke længer kan lære at kjende. Det er imidlertid svake konturer vi kan tegne op av en trøndersk malerkunst, saa svake at de imellem kan synes utviskede. Vi maa derfor ta alle forhold med, histori; ske og kulturhistoriske, for om mulig at kunne trænge ind i det indre liv som be; tinget den kunstneriske produktion under denne merkelige tid i vor nations historie. Hvad der da straks falder i øinene, er den sterke trønderske opposition likeoverfor riksstyret. Igrunden gik denne opposition langt tilbake i tiden, fra Ladejarlerne til Hertug Skule, fra erkebiskop Øystein til Jon Raude. Efterhvert som de verdslige høvdinger med kongen i spidsen flyttet til Bergen, blev erkebiskopen den eneraadende magt i den gamle kongeby. Nidaros blev geistlighetens by, — ikke længer Olav kons ges, men Olav martyrs. Her dyrkedes de geistliges særinteresser, her fremsattes de høikirkelige magtkrav. Den norske geist; lighets nære forbindelse med Paris har længe været sterkt fremhævet, og det er karakter; istisk nok, at baade i Oslo og Nidaros spo; res tidlig franske kunstneriske forbindelser mens de engelske er fremtrædende i Bergen. Det er derfor intet utænkelig i, at Jon Raude, som personlig i Paris hentet tornekronens hellige relikvie, indledet kunstneriske for; bindelser, som bragte fransk høigotik ind i den bergenske hofstil, noget som den geistlige stil i Bergen allerede hadde for; beredt. Hvis man a priori skulde tænke sig en særpræget malerskole i Nidaros, saa maatte det være en paa Parisersmag op; bygget utpræget geistlig kunst. Vi ser ogsaa ganske rigtig det trønderske Børseskogn; antemensale paavirket av Pariserstilen i mot; sætning til Bergensskolens engelske forbin; delser. Vi saa videre i Eidstavlen forbin; delser mellem Bergen og Nidaros. Vi skal se disse forbindelser utvikle sig videre. Vi vil nu finde et par arbeider med ^ih.<, 1( » ■ i ^.4 : Kristi forhaanelse, korsnedtagelse og himmelfart. Eidstavlen. 147