Norges Malerkunst I Middelalderen
Forfatter: Harry Fett
År: 1917
Forlag: Alb. Cammermeyers Forlag
Sted: Kristiania
Sider: 256
UDK: st.f. 75(48) Fett
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
mester kan ha studert paa skraaningerne langs Sognefjorden. — Til denne konservative
opposition i Bergen regner vi ogsaa St. Martinsstavlen fra Mødruvoldenes kirke paa
Island, offentliggiort av Matthias Pôrôarson. Tiltrods for at jeg kun kjender arbeidet
av fotografi, synes det at bære præget av forenkling og en linjestil som lettest lar sig
sætte i forbindelse med denne reaktionære gruppe.
I midten ser vi St. Martin som biskop, øverst til venstre staar biskopen med sin
degn foran det rikt smykkede alter. Paa væggen ser man et Kristusbillede. Over alteret
svæver en engel som holder klær mellem hænderne. Det sigter til legenden om St. Martin
som gav den fattige sin dragt, hvilket avbildes nedenfor. Paa den anden side har
vi legenden om den hængte mand som St. Martin kalder tillive. Nederst ser vi manden
hænge i en gren med sørgende kvinder ved siden. Øverst gjenopliver biskopen manden
ved bøn og haandspaalæggelse. Det er en typisk helgenlegende og som det synes et
kunstnerisk godt arbeide. Det har en bestemt strek og klare enkle kompositioner.
Arbeidet synes som sagt stilistisk at hænge sammen med den konservative reaktion i
Bergen. Kulturhistorisk gaar den ind i gruppen av klerikale helgenbilleder, som overs
veiende er knyttet til Oslo og Nidaros.
Hvorfra stammer saa denne opposition? Selv om man nok kan si, at Tjugums og
Nesmesteren staar i samme
og Hammer, saa er det ikke
rigtig at se nogen fortsæts
telse av disse mesteres stil.
Det er snarere noget av
farvefølelsen fra den enkle
og primitive vestlandske
bygdekunst vi møter, og
det ligger nær at tænke
paa, at vi har at gjøre med
stædige landsens kunstnere
med utpræget reaktionære
tilbøieligheter og med en
medfødt opposition likes
overfor bymalerne inde i
Bergen. Men det er ikke
bygdekunst i almindelig
forstand hos disse kunsts
nere, det er sikker og maals
bevisst opposition. Og dette
er ikke lært paa landsbygs
den, selv om det nok kan
tænkes at de videre kan ha
utdannet sin stil under ars
beidet med større verker
i landsens kirker.
Men den gamle linjes
stils sterke borg var dog
opposition til den bergenske kolorisme som mestrene fra Fet
Hyrdernes forkyndelse. Maria=tavle fra Nes kirke i Sogn.
165