Norges Malerkunst I Middelalderen

sin skikkelse upaalidelige mennesker, som taler den efter munden som just er tilstede, selv om han taler urigtig. Sandfærdig skal et godt menneske være, enten han er rik eller fattig.» Billedet viser et sleipt menneskedyr med folketalergebærder; en paaklædt mand søker at værge sig mot det, idet han samtidig dækker en nøken. Der er anled# ning til mange tydninger av dette billedes egentlige moralske indhold, og det middels alderske menneske tok vel den moralske lærdom, som han i øieblikket trængte. Som man ser, findes der hos os i middelalderen adskillige tilløp til profant maleri. Det episke maleri i Nedstryntavlen gav kunsten fra de store mesteres kreds i Bergen. Vi har spor av kongebilleder baade i lovhaandskrifter og gjentagne gange i det islandske maleri, likeledes brudstykker av et historisk tidsmaleri. Middelalderens belærende tens dens har git sig flere mere eller mindre populære kunstneriske utslag. I de juridiske folkelivsskildringer har vi i virkeligheten kimen til et populært genremaleri. Hadde vi som i Italien og Flandern gaat en rik og skapende tid imøte, saa kunde vi kanske av disse fremstillinger utviklet et profant monus mentalmaleri, som f. eks. kunde ha smykket vore dommersale og vore raadsrum, eller folkelivsskildringer til at muntre op hjemmene med. I et av de oversatte stykker i «Strengleikar» tales der om deis lig malte billeder av galante mænd og skjønne kvinder, om deres kjærlighet og elskovs lyst og hvorledes det sømmer sig at elske og trygt bevare sin kjærlighet, som Ovidius lærer i sin bok om elskovss kunsten. At man ikke var fremmed for den art malerier, viser et litet fragment malt paa Lødveloftets indgangsportal paa Voss. Det er et ungt par som staar ved et træ og holder noget sammen i haanden. Er det brødet de unge har bestemt sig for at dele, og de saa til minde herom har latt dette male over døren? I hvert tils fælde, naar man ute i bygderne paa Vestlandet i middelalderen lavet smaa erotiske genrebilleder, saa har sikkerlig ogsaa byerne hat sine, og det er tillatt at tænke sig muntre smaa scener i privats boligen i Bergen, fortællende om handel og vandel, seilads og hvals fangst, ja ogsaa det evige motiv mand og kvinde har middels alderens kunstnere gløttet litt paa — imellem litt paa avstand, men ogsaa imellem temmelig ublufærdig efter vor tids opfatning. Vor malerkunst slutter med Haakon V’s skole i Oslo. «Haakon V’s bibel» og «Haakon V’s lovbok» har vi trodd at kunne bygge op som vigtige kunstneriske dokumenter, og hertil slutter sig «Tegnes boken». Forskjellige andre arbeider kommer til. Det er litt efter litt blit mere end konturer vi ser av Osloskolen, selve billedet begynder at utfyldes. Rike gevantfigurer skrider frem, og scener fra den hels lige skrift og det daglige liv ser vi for os. Likesom vi har gjens nemgaat vor unggotik og høigotik med alle de eiendommelige inds satser, saa har vi ogsaa set spor av kræfter som kunde føre os mot gotisk barok og gotisk rokoko. Dog saa vi ogsaa at de nye kræfter som satte ind, ikke førte mot nye løsninger; problemer blev nok fremsat, men det er nu som om hele stilbilledet blir mere og mere uklart. Hvordan saa Kong Magnus’s og dronning Biancas stil ut Kjæmpende krigere. Flateyjarbék. Gl. kgl. saml. 1005 fol., Kgl. Bibi., Kbh. 203