Norges Malerkunst I Middelalderen

Del av antemensalet fra Løgum i Slesvig. Nationalmuseet, Kbh. des høvdingætter. Efterat saa Magnus Erikssøns storskandinaviske rike, dette Burgund blev en kulturfak# tor i denne tid — en tid blev det en# dog et politisk fak# tum. Det var her hertuginde Inge# borg bodde og vir# ket. Riksraadsmø# ter holdes her, hvor stormænd fra begge land samledes, egte# skaper indgaaes mellem begge lan# rike var faldt sam# men, ser vi atter spiren til denne eiendommelige statsdannelse vise sig, hvorved det gamle unationale Viken vilde kommet til at danne kjernen i et mellemrike med to ut# prægede nationaliteter paa begge sider. Magnus Erikssøn overlot som bekjendt regje# ringen i Sverige og Norge til sine to sønner. Han forbeholdt sig, foruten skatlandene og enkelte spredte landskaper og borge i Sverige, et betydelig stykke land midt imellem rikerne. Viken og Vestfold paa den norske side, Halland, Vestergøtland, Dalsland og Vermland paa svensk side. Hovedstaden i denne merkelige statsdannelse syntes næsten Tønsberg at skulle bli. Her opholdt i hvert tilfælde dronning Bianca sig i lange tider ad gangen. Det er klart, at skulde der vokse frem et storskandinavisk rike, saa maatte det ske gjennem utviklingen av en kulturstat i midten med internering av de sterke nationale kulturfaktorer i øst og vest. Av lang varighet blev ikke denne statsformation, men den staar som et eiendommelig fænomen i den kulturblandingens tid som vi nu gaar imøte og som i høi grad skulde virke opløsende paa det gammelnorske sam# fund. Eufemiaviserne er saaledes et litterært minde om en skandinavisk nyorientering, digtene fra dette nordiske mellemrike hvis aandelige grænselinjer er noget utviskede, men som dog paa mange omraader har gjort sig gjældende i vert sprog som i det svenske lovarbeide, i politiske overenskomster som i private familieforbindelser. Kan vi nu paa maleriets omraade se spor av noget lignende, har Oslo som den sterkeste kulturmagt kunstnerisk formaaet at øve en indflydelse som svarer til den litterære? Sverige har fire serier monumentalmaleri av vesteuropæisk stilkarakter, nemlig Dädesjö og Edshult i Småland, sidstnævnte væsentlig kun kjendt gjennem reproduk# tion, Björsäter i Östergötland samt Råda fra 1323 i Vermland. Jeg skal ikke indgaa# ende behandle disse arbeider, da de er optat til studium fra svensk side. Det middel# alderske materiale — saa sønderstykket som det nu foreligger — kræver ogsaa en lang og intim indforlivelse i hele en nations almindelige kultur, før man kan vove de slut# ninger, der skal bygge broer og finde veie i det endnu saa uveisomme land vi kalder middelalderens kunst. Hvad der ved de svenske arbeider dog straks falder i øinene, er en med Osloskolen eiendommelig parallelutvikling. Allerede dette, at netop denne skoles forskjellige faser træk for træk kan følges i Sverige, er av stor vigtighet for 206