Norges Malerkunst I Middelalderen

Blad av Villard de Honnecourts tegnebok. og billedhuggeren — samme krans. Siden reiste de hjem, maleren til Bergen, billeds huggeren til Nidaros og fortsatte sit ar# beide til Guds og Vor Frues ære. Tilslut synes man næsten at se for sig hele kredsen av malere i Bergen. Legendemesteren elegant og sikker og Mater#misericordiæ#mesteren sær og steil, og vi kan let fra moderne kunstnerliv at sætte os ind i motsætningerne. Mon ikke Mater#misericordiæ#mesteren næret en slags mild overbærenhet med Legende# mesteren og fandt ved hans kunst og hans person noget næsten formastelig og syndefuldt? Vi synes næsten det er en selvfølge,— hvad det bevarede materiale ogsaa tyder hen paa — at Legendemesteren, denne verdensmand, fulgte efter hoffet til Oslo. Vor middelalderske Rubens har sikkert som sin store aandsbeslegtede ogsaa forstaat at optræde ved det stren# gere og mere ceremonielle hofliv i Oslo. I Bergen gik det muntrere for sig. Sagaen lar likefrem skimte gjennem et slags kunstnerliv ved Erik Magnussøns hof. Der fortælles at der opholdt sig mangeslags udmerkede mænd fra for# skjellige lande som forstod sig paa mangt og meget. Det kan nok, som det staar i sagaen, være tænkt paa kunstnere. Men den største av dem alle, større end vore malere og billedhuggere, var nok flamlænderen Thrånd Fisiler, som ved hoffet i Bergen «lavet krigsbrak, et sterkt knald som faa utholder at høre; frugt# sommelige koner føder fortidlig derved og mandfolk falder ned av deres stole». Thrånd fortalte sagaskriveren at han brugte ild, svovl, pergament og stry, og at det brugtes i strid for at folk skulde ta flugten. Det er tydelig at her forarbeidedes et slags krudt, og en liten bitter replik, en liten anekdote burde man ha hat fra kunstnerkredsen om dette nye krigsmiddel som i skjæbnens haand skulde komme til at øde den middelalderske kulturs skjønneste verker. Hvad kunde ikke Mariamestrene ha sagt til Thrånd Fisiler, naar han aabenbaret for dem dette «krigsbrak», denne Satans røkelse som skulde sværte de Marias mirakler, kunsten skapte? Eiendommelig er det altid at tænke sig det faktum at kunstens og krudtets repræsentanter møttes ved hoffets muntre julefest i Ber# gen under Erik Magnussøn, og at repliker sikkert har været vekslet dem imellem. Det var i Øvregaten og i smugene deromkring fra Mariakirken til Hallvardskirken, at de bergenske kunsthaandverkere holdt til. De bodde i de store handelsgaarde. I nærheten av Mariakirken bodde vaabensmedene, hvis kunst stod i den største anseelse, 212