Norges Malerkunst I Middelalderen

Mariabilledet støtter en maler, som djævelen vil rive ned av stigen. Fra dronning Mary’s psalter. VORE MALERE OG LEGENDEN OM HVORLEDES JOMFRU MARIA HJÆLPER EN KUNSTNER SOM DJÆVELEN ER EFTER et er noget utilfredsstillende i dette i en længere tid at ha arbeidet med vore norske gotiske malere, søkt at trænge ind i deres kunst, deres forutsætninger, og saa ikke vite det ringeste om selve personerne. Ikke det uskyldigste fra deres private liv og levnet, sjelden et navn med oplysning om kaar eller andre forhold. Med stilkritik og analyse søker vor tids kunsthistorie at bygge op personligheterne, vi skildrer kunstens utvikling og det historiske milieu. Antikens og renaissancens kunsthistorikere brukte en anden metode, de fortalte skrøner og anekdoter om de kunstnere de kjendte litet til. Unegtelig blir kunsthistorien derved -- lad os indrømme dette — mere levende. Det kunde være fristende i vor navnløse middelalderske maler« kunst at friske op med litt gammeldags kunsthistorie. Man kunde forsøke at digte en historie om Kinsarvikmesteren og Haakon Haakonssøn, det fik være den gamle om strid mellem kunstnerisk selvfølelse og mægtige mæcenaters lyst til at gripe ind i den kunstneriske produktion Videre en historie om vore to mestere, maleren fra Bergen og billedhuggeren fra Trondhjem, som samtidig var i Paris, og som der f. eks. indlot sig i ædel kappestrid om hvilken kunst, skulptur eller maleri, kunde skape den skjøn« neste Maria. Og de arbeidet to skjønne verker, og ingen, som blev spurgt, kunde si hvilken var skjønnest. Maria avgjorde striden og rakte begge — baade maleren 211