Norges Malerkunst I Middelalderen

og det skulde til en vis grad utfylde billedet, om vi ogsaa der kunde finde spor av vesteuropæisk kunstindflydelse, som kunde tænkes at være kommet over Norge. I Nationalmuseet i Kjøbenhavn findes et antemensale fra Løgum i Slesvig. I midten har vi en tronende Kristus omgit av en række scener fra Kristi barndom. Fra Riseby, like# ledes i Slesvig, findes et andet beslegtet antemensale med apostle. Det er noget senere — men som jeg mener tilhørende samme gruppe. Allerede altertavlens opbygning viser, at der maa ha været forbindelse mellem Viken og Slesvig, idet vor skaarne tavle fra Komnes i opbygning har tydelige likheter med Løgumtavlen. At arbeidet tilhører den vesteuropæske stilgruppe paa kontinentet, er ogsaa klart — paa flere punkter har vi for bindelse med vort eget, men samtidig lar det sig ikke negte, at stilen falder noget ut — langt mere end de svenske arbeider. Hvilket mellemled der har været mellem Slesvig og England — og om der har været noget — tør jeg endnu ikke bestemt uttale mig om. Har Oslo i en eller anden form dannet en mellemstation? Det faar bli et aapent spørsmaal. Det er saa mange middelalderske kulturveie som endnu ikke er kartlagt, og saa mange kunstcentrer vi endnu ikke kjender til. Stilistisk har arbeidet sin store interesse ogsaa derved, at det gir et billede av den gotiske stils opløsning mere henimot det rokokoagtige end det vi er vant til hos os. Et par spor av dette saa vi under behandlingen av Oslomaleriet. Forsaavidt utfyldes billedet av malerkunsten i det 14. aarh. i Norden, uten at vi tør hævde at dette gjælder det specielt norske stilbillede. Anderledes med Råda og Björsäter. Uten Osloskolen staar disse arbeider noksaa forutsætningsløse, men mot bakgrund av denne malerskole faar de sin naturlige fors klaring. Der var, som vi saa, i Oslokulturen spirer til nydannelser. Hele denne ut# vikling blev avbrutt. Det kunstneriske Burgund manglet som det politiske, de skapende kræfter og det kunstneriske arbeide i Sverige magtet i længden ikke at gjøre nogen forandring i dette forhold. Hverken i Norge eller i Sverige fortsattes utviklingslinjen. Trods slegtskap og forsøk paa samarbeide har altid andre kræfter end de unionelle været de herskende paa den skandinaviske halvø. Men derfor er det like urigtig at overse, at disse har eksisteret, og at der kulturelt har været gjort indsatser. Engang at opta dette problem til historisk behandling i hele sin bredde vilde være av stor interesse, og her vilde Eufemiaviserne og malerierne i Råda og Björsäter faa sin givne historiske plads. Og disse malerier er for os noget mere. Det fortæller om Haakon V’s Oslo, om monumental kunst som nu er borte. Som saa ofte ved de islandske sagaer, som ogsaa stundom i danske og svenske folkeviser, føler vi i det fjerne noget av vort eget vi har tapt, — i det fremmede noget hjemligt. 210