Norges Malerkunst I Middelalderen

sind, og som følge derav mere sammensat. Denne dypere lodden ned i ældre kulturlag er Hitterdalsmesterens store styrke, — et særpræg som følger Osloskolen fremover. — I kompositionen har vor mester plasert tre og tre apostler paa en bænk, og dette har git anledning til en række motiver. Apostlenes hænder og arme er i ivrig bevægelse, end# ogsaa benene er imellem i forunderlige stillinger slængt over hver# andre. De kaster paa hodet, og i ansigtstyperne er vor mester gaat et skridt længer i realisme end Ulvikmesteren. Paa enkelte synes næsens bygning at individualiseres, men fremfor alt er det skjægget som han arbeider med, stundom ganske fantastisk. Som altid, naar realisme bryter ind, nærmer man sig først karikatur, og dette merkes særlig i skjægbehandlingen. Kun Petrus og Paulus tilbeder guddommen. De øvrige er i ivrig disput. De ser ut som en samling lærde skolastikere, St. Peter. Hitterdals=antemensalet. som trætter om teologiske spørsmaal. Hele arbeidet er som Ulvik#antemensalet præget av lysten til at bringe liv ind i den gamle høitidelige religiøse repræsentationskunst. Dette er opnaadd ved apostelgruppernes sammenkomponering, indførelse av en række be# vægelsesmotiver og ved den omtalte begyndende realisme i ansigtstyperne. ---------Ved en kongres i München var jeg tilstede ved en hoffest sammen med en professor fra Østerrike. Han var meget forbauset over, at der taltes, efterat de konge# lige var traadt ind og hadde begyndt at underholde sig med de tilstedeværende. Ved hoffester i Wien hørte al privatsamtale op, naar majestæten kom ind. I de byzantinsk# religiøse ceremonibilleder er ingen privatsamtale, der er stilhet om Guddommens maje# stæt. Hos Ulvikmesteren føres derimot ivrig samtale, og fra Hitterdalsmesterens apostle lyder høilydte disputer, — med andre ord, en folkelig realisme var brutt ind i det byzantinske ceremonibillede, som levet igjen hos os under Haakon Haakonssøn. Hitterdalsmesteren tilhører den store generation kunstnere, som rundt om i Europa arbeider sig ut av byzantinismen, mens hans kunsts dypeste røtter netop bunder der. I hele vor kunst er ingen som trods alt saa hænger ved det gamle. De gamle bøker, de gamle mennesker, den gamle kunst har magt over hans sind og hans stil. Utviklingen gaar andre veier end hans, den gaar mot monumentalitet, rikere kolorisme og plastisk følelse. Og dette møter vi ogsaa i Oslo. Dog er hans indflydelse paa Osloskolen tydelig nok:—den virker som en konservativ faktor, — en magt som man under hele det unggotiske maleri søndenfjelds maa regne med. Han er Osloskolens faste grundlag, dens første eksponent. Denne forkjærlighet for det byzantinske kulturlag deler han med flere av Osloskolens billedhuggere. En kunstner arbeider i samme linjemanér. Av hans arbeider kjendes jomfru Maria fra Ske kirke i Baahuslen, og en sittende statue i sten fra en kirke i Oslo med det samme bølgende linjespil, som er saa typisk for vor mester. Vi ser ogsaa Hitterdalsmesterens dekorative stilelementer med al tydelighet gaa igjen malet paa en Mariafremstilling fra Dal kirke i Tinn i Telemarken, uten at arbeidet forresten er beslegtet. Men det romanske menneske paa byzantinsk grundlag er ikke dypere og mere sjælfuldt skildret end av Paulusstatuens mester, hvis kunst kanske naturligst gaar ind i Osloskolen. Her møtes Hitterdalsmesteren med den store billedhugger. De kaster begge et blik tilbake paa den store kunst i det 12. aarh. Det forhindrer ikke, at de gir den nye tid hvad den kræver, mens de dog føler sig mest hjemme i den store fortid. De er erindringskunstnere i en skapende nybrotstid. 53