Norges Malerkunst I Middelalderen

 Paulus og to apostle. Hitterdals--antemensalet. i rødlige streker. Her er en ældre koloristisk følelse, den rene stiliserte farve. Ogsaa dette findes i Bergensskolen, men langt mere opstykket og nuancerikt. Ulvikmesterens farver er meget rikere, og hos Kinsarvikmesteren føler man næsten, at han ønsker at virke med noget av farvepragten fra brokete stener. Begge disse mestere arbeider ogsaa med lys# og skyggemodellering i farver istedenfor med streker. Der arbeides mot lin# jens overvindelse, og der er fra første stund et helt andet koloristisk program end i Osloskolen. Hitterdalsmesteren har hverken brutte farver eller forsøk paa koloristisk modellering. Farverne er rene med en glans som av byzantinsk emalje. Det er i det hele taget eiendommelig, at denne kalligrafiske linjekunst forener sig med disse emalje# farver. Dog begge disse egenskaper skal følge Osloskolen. Linjespillet drives videre frem, blir ofte mere kunstlet og indviklet, mens farverne beholder sin rene «stiliserte» karakter; men de mister dog den rent metalliske glans fra Hitterdalsmesterens farver. Hitterdalsmesteren bygger i høi grad paa ældre stilfølelse, — derav avskillig av det maniererte, som er over hans figurer, med pust fra en ældre fantasirikere kunst, en særhet som virker fremmedartet og eiendommelig. Skulde man spørre sig selv, — hvorledes saa de mænd ut, som bygget den foregaaende vilde og fantasifulde kunst i vort land, den som fik sit fuldlødige uttryk i vore stavkirkeportalers ornamentik, saa maa man peke paa disse typer. Her har vi de mænd som skapte denne rike ornamentik, hvis fantasi har fostret sære dragekampe med løvverk vokset ind i vinger, klør og hoder. Han har ikke git os de gotiske mænd, disse sikre velpleiede og til# dels avmaalte herrer fra den middelalderske overklasse; hos Hitterdalsmesteren har vi det romanske menneske, mere synsk, med større svingninger i sjælen, med et videre 52