Norges Malerkunst I Middelalderen

Takmaleri fra Aal kirke. Univ. Oldsakssaml., Kr.a. langt mellem Torpemesteren og Kinsarvikmesteren, samtidig som man nok kan se, at der i den almene opfatning av streken er kommet noget fælles ind i motsætning til den ældre Oslostil. Ved siden av de gamle baroke bevægelsesmotiver, f. eks. ved statholderen paa sin trone, har vi ogsaa det nye med optrinenes faste fremadskridende bevægelighet. Kort sagt, vi har her et begyndende brudd med skriverstilen, et skridt mot dette episke og monumentale som var Haakon Haakonssøns stil i Bergen, og som var Henrik den III’s i London. Som Torpe ligger mellem Vestland og Østland, — saaledes synes os nu det nye og fremmede som bryter ind i Torpemesterens Oslostil og som her samarbeides, efter alt at dømme at maatte skrive sig vestfra. Men hvorledes netop her, hvor der endnu er saa meget av det gamle igjen? Vi ser en stilsvingning, men det er samtidig klart, at et saa urent arbeide som malerierne under Torpehvælvet er neppe skapt av den kunstneriske kraft som selv har ledet bevægelsen. Bak Torpemesterens stil er det som man aner en endnu ukjendt kunstner, en ny indsats i Osloskolen. Forbindelserne med det gamle ligger aapne. Men det nye, hvordan er det sat ind? Endnu mere stilistisk urent end arbeidet i Torpe er malerierne i nabokirken Aal. Her staar vi foran den mest typiske bondemaler i hele vor middelalderske kunst, et friskt og freidig talent, som tumler med stilen paa en egen naiv maate. Hans kunst har ikke nydt godt av nogen lang eller streng skolegang inde i Oslo. Hans ornamentik svulmer ut, opløser sig til sine tider, og hans tegning er forsømt. Det er et robust talent, hvis lyst er at fylde store flater, og han virker som en rosemaler i kirkelig figurstil. Det er farverne som igjen bærer hans kunst. Store flater fylder han med 60