Verdens Begyndelse Og Ende
Efter Fysisk-Astronomisk Sandsynlighed

to o Tilstand man skal antage den befinder sig i. Det vil da heller ikke undre, at man kun har usikre Gisninger om Solens Varmegrad paa samme Tid som man er enig om, at denne maa overgaa alt, livad vi kende paa Jorden, hvilket ogsaa kan for- modes af den Erfaring-, som vi alle daglig- og aarlig gøre om Varmens saa godt som udelukkende Afhængighed af Solen. I den historiske Tid har Klimaet ikke for- andret sig’, hvoraf man kan slutte, at Solen i den Tid ikke heller kendeligt har forandret sin Varme- ! grad. Desuagtet afgiver den saa megen Varme, at den aarlig’ kunde smelte en Isskal paa omtrent 100 Fods Tykkelse om hele Jorden, eller i hver Minut saa megen Varme, at der derved kunde holdes 2000 Dampmaskiner, hver paa 100 Hestes Kraft, i uafbrudt Gang i over 2000 Aar. Og dog- er den Varme, som Jorden modtager, kun en forsvindende lille Del af hvad hele Solens Over- flade udstraaler. Tænke vi os en uhyre hul Kugle omgivende Solen i en Afstand lig Jordens eller 20 Millioner Mil, saa maatte jo enhver Del af Kuglefladen modtage samme Varme. Hele Over- fladen vilde være 2300 Millioner Gange større end den bestraalede Jordoverflade, altsaa ogsaa den udsendte Varmemængde lige saa mange Gange større. Følgen af dette uhyre Varmetab maa, dersom ingen Erstatning finder Sted, nødvendigt være en Afkøling af Solen, hvilken Afkøling- med