Nogle Varmetransmissionsforsøg

Den Opgave at construere et Apparat, der, med Damp som Varmegiver, i en given Tid er istand til at opvarme en bestemt Mængde Vædske til en given Temperatur, uden at Dampen direkte kommer i Berøring med Vædsken, stilles meget hyppigt i den mechaniske saavelsom i den chemiske Technik. Construction af Overfladecondensatorer i Skibsdampmaskiner er saaledes et Exempel paa denne Opgave, der er af stor Betydning, men intetsteds møder man maaske Opgaven hyppigere og under saa mange forskj ellige Former som ved de i Sukkertechniken anvendte Apparater. Det er da ogsaa de forskjel- lige Construe tioner, der i den nævnte Retning have været mig betroede, der have for- anlediget de Forsøg, hvorover jeg i det følgende skal aflægge Beretning. Til Løsning af den fremsatte Opgave har man hidindtil manglet saavel theoretisk som praktisk Grundlag. Erfaringen havde ganske vist givet Constructører og Ingeniører en Løsningsmaade ihænde, men om denne var den rigtigste og fordelagtigste, og efter hvilke Love Løsningen burde ske, kjendte man intet til. Man saa da ogsaa almindelig den ene Ingeniør laane af den andens Construe tioner i det Haab, at den anden muligen kjendte Sagen bedre, end han selv gjorde det. Og i theoretisk Henseende stod Sagen ikke stort bedre. Den newtonske Lov, at „Varmeafgivelsen er proportional med Temperaturdifferent- sen“, fik i 1818 ved Dulong og Petits berømte Arbejder et stærkt Stød, idet disse Viden- skabsmænd i en Række omfattende Forsøg over Afkjølingen, saavel i lufttomt som i luft- fyldt Rum, godtgjorde, at Afkjølingen foregik hurtigere ved større Temperaturdifferentser end ved lavere. Senere har Narr og andre kritiseret Dulong og Petits Arbejder og fundet Afvigelserne fra den newtonske Lov mindre end disse Lærde, og endelig har Colding i en Afhandling 1864 søgt at bevise den newtonske Lovs uforandrede Rigtighed. Hvad der nu