Termodynamik
GRUNDTRÆK AF TERMODYNAMIKENS HISTORIE OG DE TO HOVEDSÆTNINGERS BETYDNING
Forfatter: P. B. Freuchen
År: 1915
Forlag: LEHMANN & STAGES FORLAG
Sted: KØBENHAVN
Sider: 143
UDK: 5367
P. B. FREUCHEN
CAND. MAG.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
75
få en endoterm forbindelse i stand ved at tilfore energi i en
anden form end varme; såjedes kan man få kvælstof og ilt til
at forene sig ved elektriske udladninger.
En konsekvens af den nævnte teori er endvidere, at »når en
kemisk* proces kan indtræde under bestemte ydre forhold, da
må den modsatte kemiske proces være en umulighed under de
samme ydre forhold«. Meningen hermed er, at dersom en
kemisk proces ved en given temperatur er exoterm, da er den
modsatte proces umulig ved samme temperatur. Dette holder
ikke stik. Bringer man f. ex. ækvivalente mængder af klorbrinte
og ammoniak ind i et givet rum, vil en del af stofferne forene
sig til salmiak; bringer man derimod fast salmiak ved samme
temperatur ind i et rum, vil en del af salmiakken spaltes. I
förste tilfælde har vi med en exoterm proces at göre, i sidste
tilfælde med en endoterm. I begge tilfælde ender man med en
ligevægtstilstand, hvor trykket kun afhænger af temperaturen.
74. Det er en selvfølge, at Jul. Thomsen havde nöje kend-
skab til kemiske processer, som ikke fulgte den regel, at varme-
toningen er et mål for affiniteten. Årsagen hertil kunde være,
at man må tilføre stofferne en kendelig energimængde for at
få dem til at træde i virksomhed. På den ene side stræber
atomerne efter stabilere ligevægtstilstande, på den anden side
virker »inertien, en bestræbelse efter at bevare status quo«. Stof-
ferne er ikke altid i dipsonibel tilstand, men må först bringes
i en sådan. Undertiden er en forandring af tilstandsform til-
strækkelig, i andre tilfælde opvarmning; i begge tilfælde opnås
en större bevægelighed hos molekylerne. Dog ser man ofte, at,
selv luftarter, som har stærk affinitet til hinanden, ikke for-
ener sig ved almindelig temperatur (f. ex. ilt og brint); i så-
danne tilfælde behöver man blot at indlede processen ved en
stærk lokal opvarmning eller på anden måde, hvorefter pro-
cessen i reglen vil fortsættes af sig selv.
I nogle tilfælde er en dybere forandring nødvendig, f. ex.
med kulstof**, der »ikke direkte kan indgå i nogen kemisk for-
* Tidsskrift for Fysik og Kemi 1; 169; 1862.
** Termokemiske Undersøgelser, S. 323.