Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

344 Ifølge Lovens § 2 skulde følgende offentlige Institutioner: Blindeinstitutet, Døvstummeinstitutet, Kommunehospitalet, „den nye Jernbanegaard Nord for Vesterbrogade med tilhørende Bolig for den administrerende Direktør (beliggende Syd for denne Gade)" samt Københavns Vandværks Filtre ved Skt. Jørgens Sø fritages for at erlægge Vederlaget for de ti1 dem henhørende Arealer, saalænge de benyttes i Overensstemmelse med vedkommende Institutions Formaal. Den sidst afsluttede Jernbaneoverenskomst mellem Staten og Københavns Kommune indeholder imidlertid under Vil. den Bestemmelse: Kommunen erholder i enhver Henseende fri Raadighed over de overdragne Arealer. Idet nu det Areal, der i den nævnte Paragraf betegnes som „den nye Jernbanegaard Nord for Vester- brogade" er imellem de til Kommunen ved Overenskomsten overdragne Arealer, maa Demarkationsservituten betragtes som endelig og ubetinget bortfaldet for- saavidt. Samme Overenskomst bestemmer fremdeles under II. a: Demarkations- servituten hæves for de ti1 Københavns Vandværks Filtre hørende Arealer. Medens Demarkationsservituten siden Loven af 1867 i Hovedsagen kan siges at være faldet bort for den Del af Københavns Vedkommende, som ligger paa Sjælland, er der endnu ikke givet Regeringen Lovhjemmel for en Afløsning af den paa Amager hvilende Demarkationsservitut. Demarkationslinjen er dér navnlig bestemt ved Staden Københavns gamle Grænse. I Loven af 6te Januar 1852 angives Demarkationslinjen saaledes: Paa Amager løber Demarkationslinjen fra Fronten af Gøtkens Batteri (det nuværende „Faste Batteri") ti1 det sydvestlige Hjørne af Københavns Grund og derfra langs Grænsen for Stadens Grund ud til Sundet. Servituten paa Amager er af det ovenfor fremstillede Indhold. Dog har Krigsministeriet i en Skrivelse til Københavns Magistrat af 21de Januar 1888 — se vedlagte Genpart — indrømmet Københavns Kommune visse Lempelser fra de almindelige Regler for de Kommunen tilhørende Grunde paa Demarkations- terrainet paa Amager — dog kun for saa vidt de ligger i en Afstand af over 300 Alen fra de nuværende Magasiner i Redaner af Kristianshavns Fæstnings- værker, saalænge disse bibeholdes. De væsenligste Læmpelser bestaar i Fritagelse for at søge Approbation paa Opførelse af Indhegninger, der ikke bestaar af Grundmur, eller ved hvilke denne dog ikke har en større Højde end 12 Tommer over Middelhøjden af det samme umiddelbart omgivende Terrain, og deri, at det ikke bliver forlangt, at der under saadanne Bygninger, som det ifølge Servituten overhovedet er tilladt at bringe til Udførelse, skal findes en Kælder. Ved den i sin Tid afsluttede Fælledoverenskomst er det blevet bestemt, at „naar Demarkationsservituten for nogen private tilhørende Ejendom paa Amager erklæres afløselig, hæves den samtidig vederlagsfrit for de udenfor Københavns Fæstningsgrav liggende Københavns Kommune tilhørende Arealer". Københavns Kommune vil saaledes til sin Tid faa Servituten paa Amager afløst for sine Ejendommes Vedkommende uden at betale noget Vederlag derfor. Forholdet er da i Øjeblikket dette, at „Demarkationsservituten" — hvis væsenligste Bestemmelse altsaa er et Forbud mod Opførelse af andre Bygninger end Bindingsværksbygninger med een Etage — nu for Kommunens Vedkommende hviler paa et formindsket Areal beliggende paa Amager mellem Kristianshavns Fæstningsværker og en Linje, som for Størstedelen falder sammen med den gamle Grænse mellem København og Sundbyerne. Byrden af Servituten er for de paagældende Grundejere betydelig, idet en bymæssig Bebyggelse er udelukket for dem, og Servituten vil let synes at paahvile Ejendommene uden Nødvendighed, da der findes en Hovedstadsmæssig Bebyggelse paa begge Sider af det be- byrdede Areal. Da Forsvarskommissionen udtrykkelig har anmodet om en Værdiansættelse af de Servitutrettigheder, som Staten paa Forsvarsvæsenets Vegne sidder inde med, skal man forsøge at opstille en saadan med Hensyn til Demarkations- servituten paa Amager. Værdiansættelsen, der foretages ifølge et løst Skøn, forudsætter Servitutens Afløsning efter de Principper, der gjaldt ved Afløsningen paa Sjællandssiden ifølge Loven af 6te Juli 1867, og man gaar da ud fra, at der udstedes Obligation