Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

411 At der altsaa bestaar et stort og stærkere og stærkere fremtrædende Mis- forhold imellem de Fordringer, Nutiden stiller ti1 militære Læger, og det, der præ- steres fra den danske Stats Side over for en Lægestand, der, hvad lægefaglig Ud- dannelse angaar, utvivlsomt møder saa vel rustet som nogen i Europa, kan ingen nægte. I Rang staar vi lavere end i noget andet Land, og der er ved adskillige Foranstaltninger, ikke mindst ved en Uniformering, der søger sin Analogi i den civile Verden og ikke, som alle andre Steder, imellem Hærens Officerer, paatrykt vor Stand et civilt Stempel, der sikkert ikke er til Gavn for den gode Sag. I Henhold til de ovenfor fremsatte Udtalelser og Henstillinger har Læge- korpset ment i Hovedtræk at have paavist, hvorledes man bør tilstræbe: 1. at de faste Lægers Ramme holdes saa godt udfyldt som muligt, og 2. at Lægekorpset, saa godt det kan lade sig gøre, til enhver Tid holder den store Masse af Læger, det ved Mobilisation maa disponere over, i sin Haand. 3. Tillige har Korpset — men uden at turde gaa nærmere ind paa Spørgsmaalet om hvorledes — paavist det i høj Grad ønskelige i, at der gives Lægerne Ad- gang til Vejledning og videre Udvikling i de Discipliner, der vedrører deres Virksomhed som Militærlæger. Det maa fremhæves, at det under Punkt 3 anførte Maal næppe tilfreds- stillende kan naas uden nogen Udgift for Statskassen, ligesom at Indkaldelse af Reservelæger heller ikke kan ske uden saadan, medens det øvrige under Punkt 2 og det under Punkt 1 anførte ikke behøver at berøre det finansielle Spørgsmaal. C. Det underordnede Sanitetspersonale. Om dette skal Korpset kun henstille et Par Bemærkninger, idet det hele Spørgsmaal i den Grad er afhængigt af den Organisation, der maatte blive antaget, at det her kun er muligt at berøre det. Det første er Sygehjælperne. Korpset nærer ikke Tvivl om, at man her er kommen ind i et falsk Spor. Sygehjælperinstitutionen optraadte som Surrogat for de tidligere Underkorporaler, Sygebærerførere, fra Afdelingerne. Men medens disse modtog deres Uddannelse ved Sygehusene, efter at de først var uddannede som Sygebærere, ser de nuværende Sygehjælpere, der skal kunne beskæftige sig foruden med Transporten af de saarede tillige med Forbinding, under hele deres Uddannelse ikke en eneste virkelig syg end sige en tilskadekommen. Deres Ud- dannelse foregaar i en Skole, som absorberer en ret betydelig Kraft af Lærere, baade militære og Læger, uden at der haves nogen som helst Garanti for, at de, naar det kommer til Stykket, kunne endog blot taale at se en saaret. At de repræ- senterer et Tab for de kombattante Afdelinger, er det eneste, man med Sikkerhed véd om dem, om de repræsenterer et Plus for Sanitetstjenesten, er derimod saare tvivlsomt. Den naturlige Vej at producere et saadant Personale paa vilde være at udtage det blandt det dertil egnede af Sundhedstropperne. Til Uddannelsen ved Sundhedstropperne burde da føjes en afsluttende ved Tropperne. At en virkelig hensigtsmæssig Ordning kræver en ret væsentlig Forøgelse af Sundhedstropperne, er dog klart nok. Endnu skal det henstilles, om det ikke maatte være rimeligt at give Spille- mændene ved Afdelingerne en Opdragelse som Sygebærere, ganske i Lighed med hvad der finder Sted f. Eks. i Frankrig. Her er i ethvert Tilfælde den Fordel til Stede, at de som fast tilhørende Afdelingen hvert Aar kunne faa det lærte op- frisket, selv om de paa anden Maade, f. Eks. i Retning af fysiske Kræfter, vilde lade en Del tilbage at ønske. H. Laub.