Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

434 med Nødvendighed kræver en saadan, blev udstykket til selvstændig Behandling ved flere højere Myndigheder. Hertil bidrog vel ogsaa, at Krigsministrene i 16 af de 20 Aar fra Slutningen af 1884 til 1905 var Artillerister, som nærede en fortrins- vis Interesse for Befæstningen og formente at besidde særlig Indsigt i, hvad der angik dens Forhold, hvoraf fulgte en Tilbøjelighed til at forbeholde sig en speciel Indflydelse paa dette Omraade og undtage det fra de almindelige Overvejelser af Landets Forsvar. Efter at Nødvendigheden af en Fællesledelse endelig var erkendt og denne delvis anordnet, er det, saa vidt man kan skønne, dels dette ejendomme- lige Forhold med Hensyn til Befæstningen dels en enkelt højere Myndigheds Mod- stand mod Fællesledelsen, som atter medfører Fare for, at man skal komme bort fra denne. De hyppigt skiftende Ministre — Side 10% Aar fra 1894 til 1904 inkl. — have hyppigt trykket sig ved at tage Bestemmelser med Hensyn til Krigsforbe- redelsesarbejdet og ikke været meget tilbøjelige til at respektere deres Forgængers Afgørelser. Under disse usikre Forhold har nødvendigvis ogsaa Kommandoen i Hæren maattet lide. Jo mindre Vægt der i Ministeriet har været lagt paa Samarbejdet, des mere selvstændige have de højere Myndigheder følt sig indenfor deres specielle Omraader, des mindre tilbøjelige har de været til at yde hverandre Bistand, endsige til at underordne sig en fælles Ledelse. Man har da undertiden set sideordnede Myndigheders Bestræbelser modvirke og til Dels ophæve hinanden, undertiden har Manglen paa Solidaritet givet sig Udslag paa en endnu mindre tiltalende Maade. Lige overfor disse Tegn paa en indre Opløsning synes man ikke at have haft Blik for den Fare, der herigennem truer Hærens Brugbarhed i Krig. Men ikke blot de Omraader, der her er omtalte, ogsaa Hærens militære Udvikling i det hele, som kun kan fremmes gennem den højeste Kommandomyndig- heds Virksomhed, har utvivlsomt lidt under de Mangler, der findes hos denne, og som i Hovedsagen skyldes dens nuværende Ordning. Er det overhovedet nødvendigt, at man paa de forskellige Omraader af Statslivet gør Fremskridt og bliver paa Højde med Udviklingen i Udlandet, saa gælder dette ikke mindst for det militære; thi paa dette vil man en Dag, mere direkte end paa andre Omraader, komme til at maale sig med Udlandet, og Resultatet af denne Sammenligning kan blive afgørende for Landets Eksistens. Viser det sig da, at man i Organisationen har forsømt at skabe den første Betingelse for at kunne følge den militære Udvikling i Udlandet, for i rette Tid og i kampdygtig Stand at kunne stille Hæren paa Benene, for at tilvejebringe den Fasthed i Kom- mando og med Hensyn til Disciplin, som er nødvendig for dens Brugbarhed — saa er de Ofre, der for øvrigt er anvendt paa Hæren og som i andre Henseender kan have forbedret dens Organisation og Udrustning, bragte forgæves. Den Hovedbetingelse, hvorom det her drejer sig, er en stabil og fast Organi- sation af den høfeste Kommando i Fred og Krig. Har Erfaringen vist, i hvor høj Grad vi paa dette Punkt trænge til For- andring i vor Ordning, vil dette formentlig yderligere erkendes ved de følgende al- mindelige Betragtninger, hvorved tillige den naturligste og hensigtsmæssigste Løsning af Spørgsmaalet skal søges paavist. II. Det er ubestrideligt, at Krigsministeren efter den bestaaende Ordning vanskelig vi1 kunne gøre Fyldest overfor de mange forskellige Opgaver, der paa- hviler ham. Han har ikke blot en politisk Opgave som Medlem af Regeringen og over for Rigsdagen, men han er tillige Hærens øverste Forvaltningsmyndighed og har endelig en betydningsfuld Opgave som den højeste Kommandomyndighed, hvem desuden Omsorgen for Hærens tidssvarende militære Udvikling og for Krigs- beredskabet paaligger. Vanskeligheden hidrører navnlig fra, at Forretningerne i sig selv er saa talrige og forskellige, at de ikke let kan overkommes af en enkelt Mand, tilmed da de i Almindelighed for største Delen ville være nye for ham, naar han tiltræder sin Stilling, og da det ved deres Løsning gælder at bevare en vis Kon- tinuitet. Vanskeligheden forøges selvfølgelig ikke lidt, naar Ministerens Funktions- tid kun er kort. Raades der ikke Bod paa denne Vanskelighed, maa den imidlertid nød- vendig blive til Skade for den Virksomhed, der foregaar under Ministerens Ansvar,