Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

435 og det vil fortrinsvis blive den Del af Virksomheden, som angaar Hærens Kom- mando og Omsorgen for dens militære Udvikling og Krigsberedskab, der vil lide derunder. Thi Forsømmelser paa dette Omraade unddrager sig ifølge Sagens Natur lettere den almindelige Opmærksomhed, endog i den Grad, at Tilstanden kan være meget mislig — saaledes at Hæren maaske i kvalitativ Henseende er ret ubrugelig og ikke kan opstilles i rette Tid — uden at man i Befolkningen aner det eller føler Bekymring i den Anledning. De Forhold, hvorpaa det her kommer an, kan nemlig kun bedømmes af Fagmænd, og disse kan i Almindelighed ikke offentlig bringe dem paa Tale dels af disciplinære Grunde, dels fordi der af Hensyn til Udlandet maa iagttages en betydelig Diskretion. Den her paapegede Vanskelighed og deraf flydende Fare for Hæren vil under visse indrepolitiske Forhold med Nødvendighed vokse, naar den politiske Del af Ministerens Virksomhed i endnu højere Grad end ellers bortdrager hans Opmærksomhed fra de Opgaver, der kun vedrøre Hærens indre Liv. Overfor dette meget betænkelige Forhold er det aabenbart ikke nok at slaa sig til Ro med, at det dog er Ministeren, der har Ansvaret. Han vil vistnok i Almindelighed ogsaa overfor den Del af sine Pligter, der særlig er udsat for Til- sidesættelse, føle et ikke ringe Ansvar. Men det er dog aabenbart, at et saadant i Realiteten vanskelig kan paalægges ham. Thi man kan herved ikke undlade at tage Hensyn til følgende Forhold: han er i sin Virksomhed henvist til at bygge videre paa et Grundlag, som hans Forgængere har skabt, og som han paa Grund af sine mange Forretninger maaske ikke en Gang faar Tid til at trænge til Bunds i; det er muligt, at han ikke samstemmer med den Ordning, som han ikke har med- virket til at skabe, og han staar da overfor det Valg enten at paatage sig Ansvar for Ting, han finder mindre rigtige, eller at indføre Forandringer, hvorved han mulig skader Kontinuiteten; det kan ogsaa tænkes, at hans politiske Position er saa usikker, at han overhovedet føler Ulyst til at gribe dybere ind i Ordningen. Dertil kommer, at Ansvaret hovedsagelig vil have en moralsk Betydning. I hvert Fald vil det være vanskeligt at gøre det juridisk gældende; det vil nemlig næppe kunne ske, før en Krig en Gang afdækker Manglerne, men da er Ministeren maaske ikke længere i sin Stilling, og, selv om han er det, kan det være vanskeligt at af- gøre, om Ansvaret ikke rettere bør lægges paa hans Forgængere, ligesom det kan forudses, at der altid vil være en Tilbøjelighed til at lægge det over paa Overgene- ralen. Naar der saaledes under den nuværende Ordning savnes Garanti for, at den Virksomhed, som angaar Hærens Kommando og Forsvarets Forberedelse i videre og snævrere Forstand (Hærvæsenets militære Udvikling og Krigsbered- skabet), bliver skænket den absolut nødvendige Opmærksomhed paa Grund af Ministerens vanskelige Stilling, som endog medfører, at der ikke med Billighed kan paalægges ham noget egentligt Ansvar for denne vigtige Side af Hærledelsen — synes denne kun at kunne betrygges derved, at der stilles et Organ ved Ministerens Side, som kan fritage ham for Ansvarets Byrde og overtage Omsorgen for de nævnte Anliggender. Er Ministeren en civil Mand, vi1 de fleste af de her omtalte Forhold selv- følgelig fremtræde endnu stærkere. Nødvendigheden af et Organ som det nævnte erkendes ogsaa ved en Be- tragtning af, hvorledes de forskellige Interesser ville blive varetagne, naar det savnes. Ministeren vil da i sin Ledelse selvfølgelig ikke kunne undvære Støtte, som han paa forskellig Maade vil skaffe sig. Rimeligvis vil han søge den hos Hærens højere Kommando- og Fagmyndigheder, hvem det er paalagt, hver indenfor sin Specialitet, at følge Udviklingen og fremsætte Forslag. Herved er imidlertid hverken sikret, at Udviklingen skrider frem paa betryggende Maade, eller at den stadig har det fælles Maal, Stridsmidlernes rette Anvendelse, for Øje. De enkelte Myndig- heder se nemlig Sagen fra deres eget ensidige Standpunkt og ikke i dens Sammen- hæng med det hele, hvoraf følger, at de vanskeligt kunne dømme om Betimelig- heden af Reformers Indførelse. Undertiden ville de anse saadanne for ufornødne, hyppigere ville de vel mene, at intet er vigtigere end at reformere paa deres eget Omraade, at Midlerne fortrinsvis maa anvendes hertil o. 1. De fremsætte deres Anskuelse for Ministeren, eftersom det ligger for den paagældende Personlighed, med større eller mindre Styrke, og det bliver da ofte dette, der afgør, om Sagen