Oplysninger Om Danmarks Militære Stilling
Bind II (Den Offentlige Del.)

436 føres igennem, og ikke Hensynet til det fælles Maal. Heraf følger et slet Sam- arbejde mellem Hærens højere Myndigheder, og at enkelte af disse (Artilleriet, Ingeniørkorpset, Forplejningskorpset) vinder stor Selvstændighed, saaledes som det hos os er sket i Tidens Løb. Under saadanne Forhold kan ogsaa andre Hensyn, der ikke vedrøre det fælles Maal, gøre sig gældende. Er Ministeren militær kan han være tilbøjelig til at fremme sig eget Vaabens Interesser eller den Virksomhed, han særlig er kendt med; er han Tekniker, vil dette maaske være bestemmende for, hvor han søger Støtte o. s. v. — Her trænges da utvivlsomt til et regulerende Centralorgan, som kan bedømme, hvad der saaledes fra forskellige Sider fremkommer, under det upartiske Synspunkt, Hensynet til det fælles Maal, Stridsmidlernes An- vendelse i Krig — et Organ, som kan lade de forskellige Krav komme til deres Ret i Forhold til deres Betydning for det hele, som kan fremkalde dem, hvis de ikke bringes frem o. s. v. En saadan regulerende Virksomhed lader sig nu ikke, som man maaske kunde mene, udøve ved Krigsministeriets eget Personale. Dette vilde paa Grund af de mange løbende Forretninger ganske savne den hertil nødvendige Tid, lige som det vilde mangle den fornødne Indsigt, som kun kan erhverves ved indgaaende og vedvarende Studium af de Krav, som Krigsførelsen under forskellige Forud- sætninger stiller. Den Myndighed, hvortil det under vor nuværende Organisation vilde være naturligt at henlægge denne regulerende Virksomhed, er utvivlsomt Generalstaben. Thi den har allerede paa Forhaand en derunder henhørende Opgave ved at være beskæftiget med Krigsforberedelsen i snævrere Forstand (Mobilisering, Koncen- tration, Operationer), og dens Bestemmelse nødvendiggør derhos et indgaaende Kendskab til Krigens Krav, som kun kan opnaas ved et almindeligt militær-viden- skabeligt Studium. Et saadant Studium foretages derfor intet andet Sted i Hæren i tilnærmelsesvis samme Udstrækning som ved Generalstaben, og det bør gøres frugtbringende for et saa stort Omraade som muligt. Dette sker, naar General- staben med Hensyn til Hærens hele Udvikling faar en Opgave af regulerende Natur, saaledes at det overdrages den — med det fælles Maal, Stridsmidlernes Anvendelse og Kampdygtighedens Vedligeholdelse for Øje — at overveje Forandringer paa hele Hærens Omraade og tilvejebringe Overensstemmelse mellem de fra forskellig Side foreslaaede Foranstaltninger. Herefter skulde det synes, at en tilfredsstillende Løsning af Spørgsmaalet kunde naas ved at udstyre Generalstaben med tilstrækkeligt Personale og give den en saadan Stilling i Organisationen, at den kunde blive den manglende Støtte for Krigsministeren ved Ledelsen af de omtalte Anliggender. Dette kunde for saa vidt gøres uden nogen Ændring i Organisationen, idet Generalstaben efter denne staar umiddelbart under Krigsministeren og af ham kan benyttes som Raad- giver i større eller mindre Udstrækning. En saadan Ordning vilde imidlertid ikke raade Bod paa Vanskelighederne. Dette beror paa følgende Forhold. Selv om der ved saaledes at gøre Generalstaben til et regulerende Organ var draget Omsorg for, at Hærvæsenet, saa godt som vore Forhold tillade, var paa Højde med den militære Udvikling i Udlandet, og at tillige alle Foranstaltninger til en hurtig Over- gang fra Freds- til Krigsordning og til paa hensigtsmæssig Haade at begynde Opera- tionerne var trufne — selv om med et Ord Apparatet var i Orden, saa vilde man endnu savne den Mand, der i Krigstid skal benytte det. Det er vel i og for sig aaben- bart, at man ikke kan vente til Krigs Udbrud med at udnævne Overgeneralen, idet man derved paa et kritisk Tidspunkt vilde føre ham ind i en Situation, han ikke kender i Enkelthederne og ikke har været med til at skabe. Man kan ikke under saadanne Forhold lægge Ansvaret for et heldigt Resultat af Kræfternes Anvendelse over paa ham, og derved tillige gøre ham ansvarlig for alle Fejl, der mulig er be- gaaede ved Forberedelsen. Den foran omtalte Virksomhed — Hærens militære Udvikling i Almindelighed og særlig de for Krigsforberedelsen i de enkelte Tilfælde trufne Bestemmelser — er selvfølgelig af den største Betydning for hans Hverv; han maa ikke blot kende disse Bestemmelser, han maa billige dem. Man vil her- imod maaske indvende, at vi dog i tidligere Krige har ventet med at udnævne Overgeneralen til et temmelig sent Tidspunkt. Men dertil maa bemærkes: dels at der den Gang dog i Reglen blev levnet Overgeneralen nogen Tid til at gøre sig bekendt med Forberedelsen — fordi alt paa den Tid udviklede sig meget lang-